Thinking in Bets: Tag beslutninger som en pokerspiller

Udgivelsesår: 2018

Forfatterens baggrund: Professionel pokerspiller

Bogen på 3 sætninger: Livet er som poker: Gode beslutninger fører ikke altid til sejr, og dårlige beslutninger ender ikke altid med nederlag. Beslutningstagen er gambling om fremtiden, og derfor bør vi overveje hvilke mulige udfald der er på spil, samt hvor sandsynlige de er hver især. Ved at tænke som en pokerspiller, kan vi træffe mere velovervejede beslutninger, og blive bedre til at lære af vores fejl.

Road-map: En kort rejse gennem bogens seks kapitler

Kapitel 1 siger, at livet er som poker, og at gode resultater er en kombination af dygtighed og held. Derfor betyder gode resultater ikke nødvendigvis, at man har truffet gode beslutninger, og dårlige resultater betyder ikke altid, at man har dummet sig. Det er vigtigt at overveje de mulige udfald af en given beslutning, samt hvor sandsynlige de hver især er. Kapitel 2 og 3 underbygger argumentet med poker-anekdoter og referencer til videnskabelige eksperimenter. Kapitel 4 handler om værdien af at omgive sig med mennesker, som kan skelne mellem gode beslutninger, og beslutninger, der ender godt på grund af held. Kapitel 5 viser hvordan en gruppe venner eller kollegaer kan hjælpe hinanden med at blive bedre beslutningstagere. Kapitel 6 giver en håndfuld teknikker til hvordan man kan bruge bogens idéer til at træffe bedre beslutninger. Nogle af mine favoritter er pre-mortembackcasting og Odysseus-metoden.

Tre essentielle citater

There are exactly two things that determine how our lives turn out: the quality of our decisions and luck. Learning to recognize the difference between the two is what thinking in bets is all about.

Life, like poker, is one long game, and there are going to be a lot of losses, even after making the best possible bets.

Figure out the possibilities, then take a stab at the probabilities.

Hvad jeg fik ud af bogen

Bogen leverer hvad titlen lover. Efter at have læst den tænker jeg mere som en pokerspiller, når jeg tager beslutninger. Hvor jeg før tænkte “jeg tror at min plan virker” tænker jeg nu i højere grad “der er X mulige udfald, og jeg er Y% sikker på, at min plan virker”. Jeg skiller i højere grad beslutningers kvalitet fra deres resultater. Jeg deler færre roser ud for dårlige beslutninger med gode udfald, og ser mere gavmildt på gode beslutninger med uheldige konsekvenser.

Bonusidé: Don’t shoot the message

Du kender begrebet don’t shoot the messenger, som fraråder at straffe budbringeren for en dårlig nyhed. Don’t shoot the message siger, at det modsatte også er sandt: Lad være med at skyde en god idé ned, fordi du hører den fra en person som du normalt er uenig med. (Hvis du vil høre en kontrast til denne idé, kan jeg anbefale bogen Principles, hvor Ray Dalio skriver om ‘belivability-weighted decision-making’).

Hvis du vil vide mere:

  1. Læs bogen. Den er velskrevet og underholdende. Udover brugbare tips om beslutningstagen kan du forvente nogle underholdende pokerhistorier og relevante beskrivelser af videnskabelige teorier og eksperimenter.
  2. Thinking, Fast and Slow af Daniel Kahneman. En grundig gennemgang af menneskets psykologi med fokus på kognitive illusioner, som gør vores beslutningstagen irrationel. Det er en af mine yndlingsbøger, og du kan få et overblik over bogens vigtigste pointer i artiklen her.
  3. Mere om beslutningstagen. Følg linket for at se flere artikler om beslutningstagen.