De fem bedste bøger jeg har læst i 2018

De seneste par år har jeg haft en nytårstradition, hvor jeg ser tilbage på de bedste bøger jeg har læst i løbet af året. 📚🎉

I år har flere af dem handlet om den samme grundlæggende idé: at det går meget bedre i verden end de fleste tror. Det er en idé som har påvirket mig dybt, og som jeg vil udforske nærmere i fremtiden. Jeg håber at de fem bøger herunder vil give dig lige så stor glæde og inspiration som de har givet mig. 🤓

FACTFULNESS (2018) AF HANS ROSLING

Hans Rosling har gennem de seneste ti år stillet tusindvis af mennesker spørgsmål om verdens udvikling (bl.a. om fattigdom, ligestilling og befolkningstilvækst). Resultatet er chokerende: de fleste ved ikke hvad der foregår i verden (den gennemsnitlige score ville have været højere, hvis alle havde svaret tilfældigt på spørgsmålene). Factfulness giver læseren et faktabaseret verdensbillede, og en værktøjkasse til at bibeholde det. Bogen er underholdende og samtidig tætpakket med relevant viden om verdenssituationen og banebrydende idéer om hvordan man kan forbedre sin tænkning. Det er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst, og jeg kan ikke komme i tanke om en bog, som jeg hellere vil anbefale til enhver nysgerrig sjæl.

Bonus: Tre gode videoklip med forfatteren

Man skal ikke bruge medier til at forstå verden – Deadline på DR2 (TV-klip, 9 min)

Hans Rosling showing the facts about population (foredrag, 1 time)

The best stats you’ve ever seen (TED Talk, 20 min)

THE BETTER ANGELS OF OUR NATURE (2011) AF STEVEN PINKER

Hvis man følger med i nyhederne, kommer man nemt til at tro, at vi lever i en voldelig tidsalder. Verden har imidlertid aldrig været mere fredelig end den er nu. Der er stadig alt for mange, der dør som følge af krig, mord og undertrykkelse, men der var langt flere af vores forfædre, som led disse skæbner. Bogens titel refererer til fire “Better Angels, som psykolog Steven Pinker mener har medvirket til den fredelige udvikling: empati, selvkontrol, moral og fornuft. Bogen udforsker hvorfor verden gradvist er blevet mindre voldelig de seneste titusinde år. Bogen er svær, men den er besværet værd.

Bonus:

Steven Pinker TED Talk (19 min)

Steven Pinker on the Better Angels of Our Nature (Podcast, 1,5 time)

ENLIGHTENMENT NOW (2018) AF STEVEN PINKER


Bliver verden bedre? I jagten på et sagligt svar gennemgår Steven Pinker data for følgende: vold, mord, krig, fattigdom, børnedøldelighed, sygdom, levealder, demokrati, ligestiling, uddannelse, intelligens, lykke, fritid, frihed og klimaforandringer. Størstedelen af disse indikatorer viser stor fremgang, og på det grundlag konkluderer Pinker, at verden bliver bedre. Pinker argumenterer for, at en stor del af verdens fremgang kan tilskrives tre idealer fra oplysningstiden: humanisme, videnskab og rationalitet. Rationalitet og videnskab har gjort os bedre til at træffe faktabaserede beslutninger, og humanisme har fået os til at prioritere menneskers (og dyrs) velbefindende over andre værdier (fx. “Guds vilje” eller “nationens storhed”). Tilsammen har de tre idealer gennem de seneste 200 år, gjort verden til et bedre sted, og ifølge Pinker er der god grund til at tro, at den positive udvikling vil fortsætte.

Bonus:

Steven Pinker: Is the world getting better or worse? (TED talk, 18 min)

Steven Pinker on the case for optimism (podcast-interview, 1 time)

Steven Pinker and Sam Harris Waking Up Book Club (præsentation + interview, 2,5 time)

THE RATIONAL OPTIMIST (2010) AF MATT RIDLEY


Mennesker kan ikke særligt meget alene, men sammen er vi utroligt magtfulde. Intet menneske kan på egen hånd fremstille en computermus, men sammen kan vi sende sonder til fremmede planeter. Mennesket er det eneste dyr, der kan samarbejde om uendeligt mange forskellige problemer. Ifølge Matt Ridley er dét kilden til vores magt. The Rational Optimist er en rejse gennem menneskets historie, som fokuserer på hvad byttehandel og samarbejde har betydet for vores udvikling. Bogen argumenterer for, at udviklingen har gavnet menneskeheden, og han mener ligesom Steven Pinker, at der er grund til at være optimistisk omkring vores fremtid.

Bonus:

When ideas have sex (TED Talk, 16 min)

Munk Debate On Progess (Debat, 1,5 time. Debatten handler om hvorvidt verden bliver bedre eller ej. Matt Ridley og Steven Pinker taler for; Malcolm Gladwell og Alain de Botton taler imod).

PRINCIPLES (2017) AF RAY DALIO

Principper er værktøjer og metoder, som du kan bruge til at opnå dine mål. Her deler CEO Ray Dalio sine principper, og giver råd om hvordan man kan udvikle sine egne. Principperne er inddelt i to kategorier: Life Principles handler om succes i en bred forstand; Work Principles henvender sig til organisationer. Her er tre af mine yndlingsidéer fra bogen:

  1. Vær glad når du opdager noget, som du er dårlig til. Det mest intuitive er at være frustreret, men vi har alle svagheder, og det er en fordel at kende dem. Så drop frustrationen, når der er noget du ikke kan finde ud af. Sæt i stedet pris på, at du er blevet klogere på dig selv, og derfor bedre rustet til at nå dine mål.
  2. Smerte + Reflektion = Fremgang. At reflektere over sine nederlag, er som at så frø til sin fremtidige succes. Det er fristende at fortrænge sine nederlag, men så går du måske glip af den indsigt, som kunne have ført dig til en sejr senere hen.
  3. Vær upræcis. Hvis man går i detaljer, kan det ske på bekostning af det overordnede billede. Præcision er ofte unødvendig for at træffe en god beslutning. En simpel udregning på bagsiden af en konvolut skaber ofte mere klarhed end et Excel-ark fyldt med tal og formler. Så glem detaljerne, og gem din energi til det som er vigtigst.

Bonus:

Principles For Success (animeret film, 29 min)  

Tak fordi du læste med. Du er velkommen til at dele et par af dine yndlingsbøger i en kommentar.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud cirka fire gange om året, og det er gratis!

Lignende artikler

Sådan finder du de bedste bøger

Tre grunde til at læse bøger

De bedste bøger jeg læste i 2014, 2015, 2016 og 2017.

Min læseliste er et monster

Mine yndlingsbøger

Boganbefalinger fra Bill Gates.