Christian Staal's Blog

Danskerne snakker i munden på hinanden. Vi forsøger at overbevise andre om vores holdninger, men nægter at genoverveje hvad vi selv mener. Vi vil hellere vinde en diskussion end udvide vores horisont. Man har et standpunkt til man tager et nyt, men for de fleste sker det alt for sjældent.

Når vi i dag citerer Jens Otto Kraghs berømte ord: “Man har et standpunkt, til man tager et nyt,” er det oftest for at gøre nar ad folk, der er for hurtige til at ændre mening. Men jeg synes snarere, at danskerne ændrer mening for lidt, end for meget.

I december, da vi stemte om retsforbeholdet til EU, var uenigheden i befolkningen stor. På Facebook florerede der et billede af Dannebrog med teksten: “Jeg lytter kun til nej-sidens argumenter, for der findes ikke et eneste argument, som kan retfærdiggøre et ja. Et land skal aldrig nogensinde afgive sin selvbestemmelse!” Uanset hvad man synes om retsforbeholdet, er det et problem, at vi ikke lytter til dem, der er uenige med os. Vi er blevet så stædige og sikre på egne synspunkter, at man fristes til at omskrive citatet til: “Man har et standpunkt, til man dør.”

Noget lignende skete for nyligt, da Storbritannien stemte om hvorvidt de skulle forlade EU. Dagen efter valget lå spørgsmålet “What is the EU?” nummer to på listen over hyppigst Googlede spørgsmål i Storbritannien. Mange havde ikke undersøgt hvad de stemte om. De har følt sig så sikre, at det ikke var nødvendigt for dem at undersøge sagen nærmere. Det var ikke nødvendigt at betvivle deres egen holdning, og derfor heller ikke grund til at lytte til dem, der var uenige.

Når man har ret, skal man selvfølgelig ikke ændre mening, men i de fleste tilfælde står man ikke ved sit standpunkt på grund af rationelle overvejelser, men fordi det er nemmest.

Videnskabelige eksperimenter har vist, at når man offentliggør sin mening, falder éns villighed til at ændre den. Jo flere følelser, der er involveret i sagen, jo mindre villig er man til at skifte synspunkt på grund af logik. At ændre mening implicerer, at man hidtil har taget fejl. Derfor kan de færreste lide at ændre mening. Til gengæld vil vi gerne ændre andres meninger. Det er måske derfor, at de fleste hellere vil være overbevisende talere end gode lyttere. Men det er absurd. Filosoffen Mortimer Adler sammenligner det med baseball. Ham der griber bolden er ligeså vigtig som hende, der kaster den. Lytteren i en diskussion er lige så vigtig som taleren. I dag forsøger alle at være gode kastere, men ingen griber de budskaber, der bliver kastet rundt med. Vi har glemt værdien af at lytte. Som Benjamin Franklin engang sagde, bliver man klogere ved at lytte, ikke ved at tale.

At vinde en diskussion

Det menneskelige ego har det med at have ret, som børn har det med slik. Hvis du nogensinde har sagt “hvad sagde jeg?”, ved du måske hvad jeg mener. Udtrykket “at vinde en diskussion” er sigende. Hvis vinderen er den der har ret, må taberen være den der tager fejl. Hvis man ser diskussionen som en konkurrence, er det klart, at man hellere vil vinde, end at lytte til den man taler med.

Det er ikke et svaghedstegn at ændre mening. Når du ændrer mening, er det fordi du ved mere end du gjorde før – ikke fordi du ved mindre. Hvis du derimod aldrig ændrer mening, er det enten fordi du lyver for dig selv, eller fordi du aldrig bliver klogere.

I diskussioner føles det godt at være sikker på sig selv. Selvsikre mennesker er overbevisende, og man skulle tro, at jo mere man tænker over noget, jo mere sikker bliver man på det. Men nogle gange føler man sig sikker, fordi man ikke har overvejet modpartens argumenter. Jo bedre man forstår modparten, jo mere vil man betvivle, at ens eget synspunkt er det eneste rigtige. Derfor er det fristende at gøre som i Facebook-eksemplet foroven. Ved at gemme hovedet som en struds, undgår man at tvivle på sit synspunkt.

Det skaber et paradoks, hvor de personer der er mest selvsikre, ofte er dem der har tænkt mindst over tingene. Viden skaber ikke selvsikkerhed, men ydmyghed. Det er som Sokrates sagde: “Jo mere jeg ved, jo mere ved jeg, at jeg intet ved.”

Ønsket om selvsikkerhed skaber stædighed. Man frygter at tabe diskussionen, hvis man giver modparten medhold i nogle af hans argumenter. Det er nemmere at beslutte på forhånd, at man selv har ret. Så risikerer man ikke så nemt at lade sig overbevise. Men selvsikkerhed behøver ikke at ske på bekostning af evnen til at lytte. Videnskabsmanden Karl Weick sagde engang: “Argumentér som om du har ret, og lyt som om du tager fejl.” På den måde kan man kombinere troen på sig selv, med villigheden til at blive klogere.

Snak mindre, lyt mere

På overfladen ligner det, at man overbeviser andre ved at tale. Hvis man blot gentager sine argumenter nok, vil folk måske forstå, at man har ret. Men dine chancer er bedre, hvis du lytter til den person du snakker med. Det er ligesom historien om Solen og Nordenvinden, der diskuterede hvem der var stærkest. De aftalte at se hvem, der kunne få en mand nede på jorden til at tage sin jakke af. Nordenvinden blæste af alle kræfter, men jo mere det stormede, jo hårdere holdt manden fast i jakken. Da solen efterfølgende sendte sine varme stråler ned mod manden, tog han jakken af frivilligt. Jo mere du forsøger at overbevise, jo mere vil andre kæmpe imod. Jo bedre du forstår dem, jo mere vil de lytte til dig.

Det er fristende at holde fast i, hvad man allerede mener. Umiddelbart ser det ud som om man er klog, fordi man altid har ret. Det er en nem måde at give sit ego en pose slik på. Men sådan begrænser man sig selv. Ønsket om at føle sig klog, ødelægger muligheden for at blive det. Som den stoiske filosof Epictetus sagde: “Det er er umuligt at lære hvad man tror, at man allerede ved.”

Lyt til det du ikke vil høre

Siden 1960’erne har forskning gentagne gange vist, at mennesker favoriserer information, der fortæller os hvad vi ønsker at høre. Det påvirker os i diskussioner. Når modparten siger noget klogt, forsøger vi straks at modbevise det. Fordi det sker ubevidst tror vi, at vi har båret os rationelt ad.

Evnen til at overvinde denne tendens, kendetegner nogle af verdenshistoriens største ledere. Da Abraham Lincoln blev præsident, nominerede han sine politiske modstandere til sit kabinet, fordi uenigheden ville give ham konstruktivt modspil. Under anden verdenskrig frygtede Winston Churchill, at ingen ville turde overbringe ham de værste nyheder. Derfor oprettede han en afdeling, udelukkende med det formål at overbringe ham dårlige nyheder.

Hvordan undgår man at ignorere gode argumenter, blot fordi de er ubelejlige? Du kan bruge din irritation som et kompas. Hvis et argument irriterer dig, selvom du ikke kan finde en logisk fejl i det, er nok fordi det er en sandhed du ikke ønsker at høre. Jo mere fristende et argument er at ignorere, jo vigtigere er det at lytte.

Jeg synes vi skal væk fra idéen om, at vinderen af en diskussion er den, der får ret. Det er ligegyldigt hvem, der har ret. Man vinder ved at blive klogere. Hvis begge bliver klogere er begge vindere, og hvis ingen bliver klogere, er begge tabere. Vi kan lære af hinanden ved at prioritere nysgerrighed over stolthed, eller endda sætte stolthed i at give slip på vores ego, i stedet for at bukke under for det. Men det sker kun, hvis vi stopper med at se det som et nederlag at ændre mening. Derfor foreslår jeg en omskrivning af Jens Otto Kraghs ord: Man har et standpunkt, til man bliver klogere.

Denne artikel oprådte som kronik i Kristeligt Dagblad den 28. august 2016.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!