Dette er syvende artikel i serien ”Nå dine mål”. Artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden, men du får mest ud af at læse dem i rækkefølge. Du kan finde en oversigt her.

Da min kæreste og jeg flyttede til Nyborg i 2014, nåede vi til et punkt hvor vi næsten var færdige med at indrette lejligheden. Jeg manglede kun at hænge et skab, et par billeder og tre guitarer op. Jeg havde travlt den uge, og holdt derfor en pause fra indflytningsprojektet. Tingene blev aldrig hængt op. Undskyld, skat.
Har du prøvet at holde en pause, som resulterede i at du gik i stå? De foregående artikler har handlet om, at momentum er svært at skabe, men nemt at holde. Det værste du kan gøre er at miste momentum. Derfor handler den sidste strategi om at blive ved, så du bevarer dit momentum.
At springe en dag over
Da Steven Pressfield havde færdiggjort sin første roman, fortalte han sin mentor den gode nyhed. “Tillykke,” sagde mentoren. “Start på din næste bog i dag.” Jo længere man venter, jo sværere bliver det at komme i gang igen.
Stephen King råder forfattere til at skrive hver dag. Han følger sit eget råd, selv på sin fødselsdag. Det er ikke fordi det gør en forskel om han arbejder 365 dage om året eller 364 dage. Han værner om sit momentum. Det er nemmere at fortsætte end at starte forfra.
Undskyldninger
Jeg træner i fitnesscenter. Desværre har jeg knæproblemer. Når jeg har ondt i knæet opstår der et dilemma. Skal jeg træne alligevel for at fastholde mit momentum, eller skal jeg lade være, for at passe på mit knæ?
Det mest fristende er at droppe træningen. Når det er på grund af en skade, har jeg en god undskyldning. Men hvis jeg dropper træningen i et par dage, risikerer jeg at gå i stå.
Min løsning er at træne uanset hvad. Jeg laver de øvelser jeg kan uden at skade knæet, og så går jeg hjem. Selvom jeg ikke får meget ud af træningen betragter jeg det som en sejr, fordi jeg gjorde hvad jeg kunne og fordi jeg fastholdt mit momentum.
Venter du på inspiration?
Stephen Kings råd om at skrive hver dag, giver anledning til et kritisk spørgsmål. Hvad hvis inspirationen er væk? Skal man så stadig skrive?
Når inspirationen er væk, må du træffe et valg. Du kan holde en pause, eller du kan arbejde uden inspiration. Hver mulighed har sine fordele og ulemper. Hvis du arbejder uden inspiration, bliver resultatet formentligt dårligt. Hvis du holder pause, mister du momentum.
Det er op til dig at vælge hvad der er værst. At skrive en dårlig kladde, som du ender med at smide ud? Eller at miste dit momentum?
Jeg ventede på inspiration
Jeg har altid drømt om at skrive en roman, men manglede i mange år en idé som var værd at skrive om. Jeg lovede mig selv, at skrive den, når jeg en skønne dag fik en god idé. I 2011 begyndte idéerne at komme, og jeg fik skrevet 40 sider. Inspirationen forsvandt, og jeg besluttede at lægge projektet til side et stykke tid. Pludseligt var der gået et år, og jeg var ikke kommet i gang igen. Jeg kunne ikke tage mig sammen, fordi jeg havde mistet mit momentum.
Ingen er inspirerede hver dag
Nick Cave arbejder uanset om han er inspireret eller ej. “Det er ikke sådan, at jeg har en masse idéer, og at jeg så sætter mig ned og skriver sange,” har han sagt. “Jeg skriver sange, og så kommer idéerne. Jeg tager på arbejde om morgenen, uanset hvordan jeg har det. Uanset om min muse er der.”
Forfatteren Somerset Maugham blev en gang spurgt om hans forhold til inspiration. “Jeg skriver kun når jeg er inspireret,” sagde han. “Det er jeg heldigvis hver morgen klokken ni.”
Efter at have holdt pause et år, begyndte jeg at skrive igen. Jeg sagde til mig selv at hvis Stephen King og Nick Cave er villige til at arbejde selv når de ikke er inspirerede, er jeg også villig til det. Det har hjulpet mig med at opbygge momentum. Når jeg skriver uden at være inspireret bliver resultatet ofte elendigt. Det accepterer jeg. Jeg fejrer de dårlige kladder som et skridt på vejen mod et færdigt produkt. Det er en pris jeg betaler, for at fastholde mit momentum.
Eksempel: Sådan har jeg brugt strategien
I efteråret og vinteren 2015 skrev jeg kandidatspeciale. I december var tidspresset stort, og jeg havde svært ved at nå alt det jeg ville. Mange foreslog mig at tage en pause fra bloggen her, men det nægtede jeg. Hvis jeg holder pause fra at skrive, er det ikke til at sige hvornår jeg kommer i gang igen. Det er nemmere at fastholde momentum end at starte forfra.
Et andet eksempel er træning. Jeg tager i fitnesscenter mindst fire gange om ugen, uanset hvor gode undskyldninger jeg har for at lade være. Sidste år missede jeg min træning, fordi jeg var af sted på Camp True North. Det var kun en uge, men det var betydeligt sværere for mig at tage mig sammen til at træne, end det er når jeg vedligeholder vanen.
Øvelse: Hvordan kan du bruge strategien?
Du kan bruge strategien ved at besvare følgende fem spørgsmål:
- Hvor i dit liv har du momentum nu?
- På hvilken måde hjælper det dig?
- Hvad ville det betyde for dig at miste det?
- Hvilke situationer kan der opstå, hvor du risikerer at miste dit momentum?
- Hvad vil du gøre for at fastholde dit momentum i de situationer?
Om to uger kommer den sidste artikel i serien ”Nå dine mål”. Den samler op på hvad vi har været igennem, og hjælper dig med at lægge en plan for hvordan du når dit mål.
Vil du modtage det bedste fra bloggen?
Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!
Kilder og videre læsning
Stephen King arbejder hver dag: Do the Work af Steven Pressfield, side 28.
Stephen Kings råd til forfattere: Skriveråd fra Stephen King: On Writing af Stephen King, side 177-180
Interview af Nick Cave.