Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Kategori: Biografier

De fem bedste bøger jeg har læst i 2016

Jeg har læst 52 bøger i år. I indlægget her beskriver jeg, traditionen tro, de fem bedste. Bøgerne er listet i tilfældig rækkefølge (med undtagelse af ‘Hackers and Painters’, som bevidst ligger øverst).

 

Hackers and Painters (2004) af Paul Graham
91wxulun8vl

Dette er en essay-samling, som undersøger en bred vifte af spørgsmål fra “hvorfor er nørder upopulære?” til “hvad betyder rigdom?“. Idéerne virker åbenlyse nu, men flere af tingene havde jeg ikke selv tænkt over. Du kan læse Grahams essays gratis på hans hjemmeside. Jeg vil foreslå at starte med et af de to ovenstående essays. Hvis du kan lide dem, er bogen værd at købe. (Et par af bogens kapitler handler om programmering. Jeg læste dem fordi jeg er fascineret af Grahams måde at formidle på, men hvis du ved lige så lidt om programmering som jeg, er de tunge at komme igennem. Disse kapitler kan godt springes over, uden at resten af bogen mister sin værdi.)

 

Benjamin Franklin (2003) af Walter Isaacson12646880_757925054309352_965971676529834_o

Benjamin Franklin (1706-1790) var videnskabsmand, legebarn, kvindebedårer og diplomat. Han er især kendt, for sin medvirken i kampen om Amerikas uafhængighed, og for at have opdaget, at lyn består af elektricitet (du har sikkert hørt om eksperimentet, hvor han fløj med drage i tordenvejr). Walter Isaacson’s biografi fortæller om Franklins betydning for verden, men også om personen bag facaden. Hvis du kan lide biografier, og interesserer dig for historie, kan jeg ikke komme i tanke om en bedre bog at anbefale.

 

Superintelligence (2014) af Nick Bostromsuperintelligence-paths_dangers_strategies

Bogen handler om et af vor tids vigtigste spørgsmål: Hvad sker der når mennesket en dag skaber en kunstig intelligens, der er klogere end os selv? Jeg kan ikke høre spørgsmålet uden at tænke på Terminator-filmene. Det lyder som science fiction, at maskiner en dag bliver klogere end mennesker, at de måske en dag vil arbejde mod menneskets vilje. Men det utænkelige sker ofte. For 40 år siden var det utænkeligt, at en maskine ville blive i stand til at besejre verdens dygtigste skakspiller. Nick Bostrom tager læseren på en rejse, hvor han viser hvorfor kunstig intelligens bør tages alvorligt. Bogen er velskrevet, men til tider tung på grund af emnets kompleksitet. Hvis emnet interesserer dig, vil jeg anbefale at starte med denne TED Talk af Sam Harris.

Opdatering 9. december 2017: Jeg har for nyligt læst en fremragende artikel om kunstig intelligens. Den kan stærkt anbefales.

 

Originals (2016) af Adam Grantadam-grant-cover-originals

Hvad kræver det at føre gode idéer ud i livet? Adam Grant angriber spørgsmålet fra forskellige vinkler. Bogen er fuld af overraskende undersøgelser og provokerende eksempler. Tilgangen er videnskabelig, men Grant formår at gøre indholdet brugbart og relevant. Hvis du interesserer dig for innovation og kreativitet, er bogen værd at læse. Jeg vil anbefale at starte med at se Adam Grant’s TED Talk.

 

Cooperative Learning (2007) af Kagan og Stenlev500x0

Cooperative Learning er en tilgang til undervisning, der sigter mod at skabe bedre læring. Benjamin Franklin sagde: “Tell me and I forget. Teach me and I remember. Involve me and I learn.” De fleste lærer bedre ved at gøre, end ved at lytte. Bogen her er fuld af værktøjer til hvordan du opnår dette, og selvom den er rettet mod skoler, har jeg brugt flere af dens værktøjer i forbindelse med mine foredrag og workshops.

Listen var svær at lave i år. Jeg er i gang med flere bøger lige nu, som er værdige kandidater, bl.a. The Undoing Project af Michael Lewis og The One World Schoolhouse af Salman Khan. Hvis de lever op til mine forventninger, fortæller jeg om dem her på bloggen til næste år.

Hvad er de bedste bøger du har læst i år?

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

De fem bedste bøger jeg har læst i 2015

FullSizeRender

Jeg elsker at læse. I år har læst 73 bøger. Jeg ved godt du tænker: ’73 bøger? Få dig et liv!’ Du har helt ret, men jeg er afhængig af bøger. Jeg kan forsikre dig om at jeg er i behandling.

Her er de fem bedste bøger jeg har læst i år.

Home Game (2009) af Michael Lewis

“The first rule of fatherhood is that if you don’t see what the problem is, you are the problem.”

IMG_0104

I Home Game fortæller forfatteren Michael Lewis om at blive far. Bogen er et mirakel, fordi Michael Lewis’s sætninger lyder som engle der synger. Jeg ser ham som en af vor tids dygtigste forfattere. Home Game er den bedste af de 3 bøger jeg har læst af ham (jeg har lige fået øjnene op for ham, og satser på at læse flere af hans bøger i 2016).

Sproget er ikke den eneste fornøjelse. Man hører om glæden ved at få børn, om bekymringerne og frustrationerne. Bogen er personlig, rørende og sjov. Her er et par sætninger jeg især nød at læse:

  • “As anyone who has only girls knows, boys add nothing to any social situation but trouble.”
  • “The second rule of fatherhood is that if everyone in the room is laughing, and you don’t know what they’re laughing about, they are laughing about you.”

11.22.63 (2011) af Stephen King

“The bullet took him in the shoulder. A red rose bloomed on his white shirt.”

IMG_0106

USA’s præsident John F. Kennedy blev myrdet den 22. oktober 1963. Engelsklæreren Jake Epping opdager en portal, der gør det muligt at rejse tilbage i tiden. Det får ham til at spørge: Hvordan ville verden være anderledes hvis man kunne forhindre mordet på Kennedy?

Tidsrejser er set før. I 11.22.63 giver Stephen King en anden vinkel på konceptet end jeg tidligere har set. Bogen er velskrevet og underholdende. Måske vil den fange dig fra første sætning, som den fangede mig med ordene, ‘I have never been what you’d call a crying man.’

Einstein (2007) af Walter Isaacson

“When shown his office, Einstein was asked what equipment he might need. ‘A desk or table, a chair, paper and pencils,’ he replied. ‘Oh yes, and a large wastebasket, so I can throw away all my mistakes.’”

IMG_0107

Walter Isaacson er vor tids ukronede konge af dybdegående biografier. Hans biografi om Steve Jobs er blandt de bedste bøger jeg har læst, og hans biografi om Benjamin Franklin er en af de bøger jeg glæder mig mest til at læse. I denne bog skriver han om Einsteins liv og univers.

Man hører om Einsteins barndom og opvækst, hans kærlighedsliv og forholdet til hans børn. Man hører om hans professionelle liv, tiden hvor han arbejdede på et patentkontor, relativitetsteorien, og diskussionerne han havde med Niels Bohr (blandt andet på en togtur i København hvor de glemte at stige af toget, fordi de var så optagede af deres snak).

Bogen går både i dybden med Einsteins liv og med hans bidrag til videnskaben. Det indbefatter detaljerede beskrivelse af rum-tid, kvantefysik og relativitetsteorien og dens implikationer. Jeg synes det var lærerigt, selvom jeg ikke forstod det hele.

Shantaram af (2003) af Gregory David Roberts

“Every day, when you’re on the run, is the whole of your life. Every free minute is a short story with a happy ending.”

IMG_0108

Bogen starter med at hovedpersonen ankommer til Mumbai i Indien efter at være flygtet fra et fængsel i Australien. Han forelsker sig straks i byen og i en kvinde. Han skaber sig venner og fjender. Han besøger en fjern landsby hvor han får navnet Shantaram, der betyder ’Guds fred’. Jeg har selv besøgt Mumbai. Bogen beskriver byen, stemningen og sanseindtrykkene på en troværdig måde.

Ligesom engelsklæreren i 11.22.63 har jeg aldrig været det man ville kalde en ‘crying man’, men Shantaram fik mig næsten til at græde. Det er en af de bedste romaner jeg har læst.

Citatet under overskriften inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg.

How to Win Friends and Influence People (1936) af Dale Carnegie

“You can make more friends in two months by becoming interested in other people than you can in two years by trying to get other people interested in you.”

IMG_0105

Jeg udskød i årevis at læse bogen, på trods af gentagne anbefalinger, fordi titlen lyder usmagelig og manipulerende. Mange af idéerne er åbenlyse, men lettere sagt end gjort. Her er nogle af de stærkeste budskaber:

– Lad være med at skyde skylden på andre. Tag ansvar.

– Anerkend dine medmennesker for de gode ting de gør.

– Det handler ikke kun om dig. Se tingene fra den anden parts perspektiv.

– Lad være med at snakke om dig selv hele tiden. Lyt.

– Indrøm dine fejl.

Simpelt nok, men svært at gennemføre. Bogen er en god kandidat til min bedste læseoplevelse i år, fordi den er fuld af praktisk råd til hvordan man kan anvende idéerne i sit liv. Forfatteren underbygger sine påstande med eksempler fra interessante personligheder som Abraham Lincoln og Ralph Waldo Emerson.

Det var alt herfra. Hvad er de bedste bøger du har læst i år?

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Denne artikel optræder på tjeck.dk.

 

Den næste Steve jobs?

10611397123_fe4d1ea780_h

Foto: Heisenberg Media

På SpaceX’s hovedkontor i Californien, hænger der to plakater. Den ene viser Mars, som den ser ud i dag: En rød og ubeboelig planet. Den anden plakat viser en beboelig version af Mars, med grønne landområder og blå oceaner. SpaceX’s direktør, Elon Musk, har sagt at et af hans livsmål er at gøre det muligt at bo på andre planeter. Artiklen her giver dig et indblik i hvem Musk er, og viser hvorfor jeg betragter ham som Steve Jobs efterfølger.

Musk er serie-entrepreneur. Hans første store succes var internetfirmaet Zip2, som han grundlagde i 1995. Zip2 udviklede et kort hvor man kunne finde restauranter, frisører og hvad man ellers havde brug for i sit lokale område (det som man bruger Google Maps til idag). Som Musk sagde: Alle har ret til at vide hvor de kan få en god pizza.

I 1999 købte Compaq Zip2. Handlen indbragte Musk 22 millioner dollars. Musk investerede hele fortjenesten i en ny idé kaldet, som senere skiftede navn til PayPal. Med PayPal kan man overføre penge online, udenom traditionelle banker. I slutningen af 90’erne var folk knap nok villige til at købe bøger over nettet. Det var derfor ambitiøst at tro at folk ville være villige til at overføre penge online. Men PayPal voksede, og da eBay i år 2000 købte virksomheden for 1,5 milliarder dollars, voksede Musks formue. Ligesom efter salget af Zip2, satsede han det hele på nye projekter. Siden starten af det nye årtusinde har han været med til at opbygge tre virksomheder. SolarCity er den største installatør af solpaneler i USA, SpaceX udvikler teknologier til rumfartsindustrien, og Tesla Motors laver elbiler. Musk er bestyrelsesformand for SolarCity og direktør for både SpaceX og Tesla Motors. Han er dybt involveret i produktudvikling, og ordet ‘nej’ findes ikke i hans ordforråd. Det illustreres blandt andet i en episode der udspillede sig da Musk tog til Rusland for at forhandle om muligheden for at købe to rummissiler til SpaceX.

En Honda Accord til rumfartsindustrien

Russerne tilbød en pris på 8 millioner dollars pr. missil, og Musk foreslog 8 millioner for begge missiler. Russerne antydede at Musk ikke havde pengene, og de afviste idéen med ordene “Young boy. No.” Musk var rasende, og han forlod mødet. Der var dårlig stemning blandt Musk og de kolleger han havde med. Russernes afvisning var et stort problem for Musk, fordi fordi Rusland var det billigste sted i verden at købe den slags missiler.

Forretningspartnerne Cantrell og Griffin tog en drink i flyet. Musk sad og skrev som besat på sin computer. Cantrell sagde senere, “Vi tænkte: ‘Fucking nørd, hvad laver han nu?’”

Efter at have hamret løs på computeren, sagde han, “Jeg tror selv vi kan bygge missilerne.” Griffin og Cantrell troede at Musk var blevet sindssyg, indtil han viste dem det Excel regneark han sad og arbejde på. I regnearket var der en detaljeret oversigt over hvilke materialer der skulle bruges til at bygge, samle og opsende missilerne, og hvad de enkelte materialer kostede. Ifølge Musk havde rumfartsindustrien ikke udviklet sig i 50 år. Produkterne i industrien var dyrer end nødvendigt, på grund af manglende konkurrence. Hver gang noget skulle sendes ud i rummet blev det gjort med de dyreste og bedst mulige løsninger. Ofte var løsningerne langt mere avancerede end nødvendigt. Musk sammenlignede det med at bygge en Ferrari for hver opsending, selvom en Honda Accord ofte ville være tilstrækkelig.

15887362783_9c7ae405e8_b

SpaceX opsending, februar 2015. (Af Steve Jurvetson)

SpaceX-missilet skulle bruges til at sende mindre satelitter og pakker ud i rummet. Normalt bliver opsendingsmissiler kasseret efter hver opsending. SpaceX’s missil var i stand til at lande efter at være brugt til en opsending. Dette fik prisen pr. opsending til at falde.

All-in

Musk investerer alle sine resurser (tid, penge og energi) i virksomhederne, som gentagne gange har været ved at gå konkurs. Når det er sket, har Musk tærret på den formue han tjente på salget af PayPal. Han har bogstavelig talt investeret hele sin formue. Han har været nød til at låne penge i banken til husleje. I 2008 begyndt Musk at sælge personlige ejendele, for at redde SpaceX og Tesla, der begge var truet af konkurs. Da det ikke var nok overtalte han venner og bekendte til at låne ham penge for at være i stand til at give de ansatte løn. Elon Musk er et stort navn i Sillicon Valley, og lige som Steve Jobs har han en bemærkelsesværdig ledelsesstil. Men hvad har de to ikoner egentligt tilfælles?

Er Elon Musk den næste Steve Jobs?

Steve Jobs var berygtet for at være ubarmhjertig, og for at skælde de ansatte ud, hvis de ikke levede op til hans forventninger. Musk er lige så slem. Der er eksempler på at ansatte er blevet fyret enten for at lave grammatiske fejl i e-mails eller for ikke at have gjort noget “awesome” for nyligt. Medarbejdere har sagt om begge ledere at de er urimelige og ubarmhjertige i deres krav, men at de samtidigt har presset og inspireret deres medarbejdere til at gøre ting, som man troede var umulige.

Steve Jobs var kendt for ikke at bruge fokus-grupper. Som han sagde: “A lot of times, people don’t know what they want until you show it to them.” Musk besidder ligeledes en evne til at komme på idéer som kunderne ikke selv ved at de ønsker, før de prøver det.

Jobs var perfektionistisk og detaljeorienteret. Han afviste 2000 nuancer af beige til Apple II, og opfandt i stedet sin egen. Jobs’s perfektionisme var så ekstrem, at da han blev indlagt på hospitalet, nægtede han at tage en iltmaske på fordi den var grim. Musk er ligeledes perfektionistisk og detaljeorienteret. Da Tesla havde fået lavet en prototype af bilen Model S, tog Musk den med hjem en fredag. Der blev sat et kunstigt udstødningsrør på, fordi det ikke skulle vække opsigt, at han kørte rundt i en elbil der ikke var på markedet endnu. Den efterfølgende mandag havde han over 80 forslag som design-teamet blev sat i gang med at implementere. De første måneder efter modellen kom på markedet, inspicerede Musk personligt hver en bil.

Den mest iøjenfaldende ting de to mænd har tilfælles er at de begge har ændret flere hele industrier. Steve Jobs ændrede computerindustrien med Macintosh, musikindustrien med iPod og iTunes, filmindustrien med Pixar, og telefonindustrien med iPhone. Musk har ændret, bilindustrien med Tesla, rumfartsindustrien med SpaceX, og industrien for vedvarende energi med SolarCity.

Der kommer aldrig en ny Steve Jobs, men Musk er et godt bud på hvem der kan være hans efterfølger i Silicon Valley.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Bonus: 5 hurtige facts om Teslas elbiler

8765031876_25f4ca6575_z

Foto: Maurizio Pesce

Elbiler er fremtiden fordi de kan køre på bæredygtig energi. Men hvordan adskiller Tesla’s biler sig ellers fra almindelige biler? Her er fem korte facts:

1) Når der er problemer med en Tesla bil, kan det ofte løses gennem software. Det betyder at bilen ikke altid er nødt til at komme på værksted. Den kan stå i kundens garage, og Tesla’s teknikkere kan løse problemet over internettet, mens kunden sover.

2) Tesla har udviklet en smartphone app, der kan vise hvor din bil er, se hvor langt bilen kan køre før den skal oplades, og starte bilen uden nøgle.

3) Tesla har opsat genopladningsstationer langs mange af de største motorveje i USA, Europa og Asien. Stationerne er drevet af solenergi, som er leveret af SolarCity. Når man har en Tesla er det gratis at oplade sin bil på disse stationer. En opladning tager cirka tyve minutter. Tesla arbejder på en robot til stationerne, der gør det muligt at få skiftet det brugte batteri ud med et opladt batteri. Denne tjeneste vil ikke være gratis. Her kommer man som kunde til at vælge om man vil have en gratis opladning eller en hurtig opladning.

4) Når bilen står i kundens garage, kan man programmere den til at lade op om natten, når elektriciteten er billigst.

5) Når bilen bremser, er motoren designet til at udvinde energi. Derfor er bilen især efficient til bykørsel.

Kilder

Elon Musk: Tesla, SpaceX, and the Quest for a Fantastic Future af Ashlee Vance

Steve Jobs af Walter Isaacson

Jobs’s perfektionisme (her kan du se flere eksempler): http://www.businessinsider.com/steve-jobs-attention-to-detail-2011-10?op=1&IR=T

Denne artikel har fokuseret på Jobs’s og Musk’s arbejdsliv. Hvis du vil se hvordan de adskiller sig på det personlige plan, vil jeg anbefale denne artikel: http://www.businessinsider.com/steve-jobs-compared-to-elon-musk-2014-5?IR=T

Kilde til foto af Musk.

Kilde til foto af SpaceX opsending.

Kilde til foto af Tesla bil.

Videoer med Elon Musk