Forskellen på induktion og deduktion

“Things always become obvious after the fact” ― Nassim Nicholas Taleb

Induktion deduktion - eksempel - sort svane

Foto: Elizabeth Overgaard

Forestil dig en Thanksgiving-kalkun. Hver eneste dag bliver den fodret, og hver dag bliver den mere sikker på, at dens ejere altid vil passe på den og give den god mad. Den ved ikke, at den skal slagtes til Thanksgiving. Hver dag tænker kalkunen: ”Menneskerne passer godt på mig!” Paradokset er, at den hver eneste dag kommer Thanksgiving nærmere. I takt med, at kalkunen føler sig mere sikker, kommer den tættere på sin død.

Induktion, motorcykler & sorte svaner

I videnskaben findes der to former for logik: deduktion og induktion. Når vi arbejder induktivt, drager vi generelle konklusioner om verden på baggrund af observationer.

I Zen and the Art of Motorcycle Maintenance forklarer Robert M. Pirsig det elegant, med en motorcykel som eksempel. Hvis man gang på gang oplever, at motoren sætter ud når man kører over et bump, men kører fint når vejen er stabil, kan man logisk konkludere, at motorproblemerne skyldes bumpene.

Induktion kan lede til forkerte konklusioner. Hvis motoren giver problemer hver gang vi kører over et bump, er det sandsynligvis bumpene, der er grunden. Men vi kan ikke være sikre. Thanksgiving-kalkunen konkluderede på baggrund af observationer at menneskerne ville den det bedste.

Et klassisk eksempel som filosoffer ofte bruger, handler om sorte svaner. For nogle hundrede år siden havde man i Europa udelukkende observeret hvide svaner. På baggrund af disse observationer, konkluderede man, at alle svaner var hvide. Den konklusion holdt lige indtil man fandt ud af, at der fandtes sorte svaner… i Australien. 10.000 observationer kan ikke med sikkerhed bekræfte en hypotese. Men én observation kan i nogle tilfælde afkræfte den.

Deduktion, motorcykelbatterier og fugle med vinger

Deduktion virker omvendt. Her tager man udgangspunkt i generelle sandheder (regler) om verden. Ud fra reglerne drager man konklusioner om enkelte tilfælde. Pirsig giver følgende eksempel. Forestil dig at du er ved at reparere en motorcykel. Du ved at dyt-hornet udelukkende får strøm fra batteriet. Hvis batteriet er dødt kan du derfor være sikker på at hornet ikke vil virke.

Det er deduktion. Man bruger regler til at sige noget (forhåbentligt klogt) om specifikke tilfælde. Hvis man eksempelvis har accepteret præmisserne 1) alle fugle har vinger, og 2) svaner er fugle, kan man konkludere, at alle svaner har vinger.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder

Zen and the Art of Motorcycle Maintenance af Robert M. Pirsig

The Black Swan af Nassim N. Taleb (bogen kan anbefales hvis du er interesseret i videnskabelige fejlkilder)