3 tips til at skrive
by Christian Staal
Foto (og håndskrift): Malene Bruun Pedersen
Mange mennesker har svært ved at skrive, hvad end der er tale om rapporter, jobansøgninger eller blogindlæg. Her er 3 tips til hvordan du får succes med dit næste skriveprojekt.
1. Fokuser på én ting
Multitasker du når du skriver? Mange mennesker føler sig produktive når de gør flere ting på én gang, men i de fleste tilfælde er det mere effektivt at gøre en ting ad gangen. De seneste to årtier har forskning gentagne gange vist, at man betaler en pris for multitasking. Psykologer kalder det switching costs. Når du arbejder på et svært afsnit i din opgave, og bliver afbrudt af SMS’er eller Facebook, mister du ikke kun den tid du bruger på disse aktiviteter. Switching costs er den tid det tager din hjerne at omstille sig til at gå i gang med opgaven igen. Det kan være, at du kun bruger to minutter på at besvare en SMS, men hvis din hjerne er ti minutter om at genfinde den koncentration som din opgave kræver, er afbrydelsen dyrere end man umiddelbart skulle tro. Jo mere kompleks opgaven er, jo større er prisen for afbrydelser.
Gør hvad du kan for at undgå forstyrrelser når du løser svære opgaver. Fortæl eksempelvis menneskerne omkring dig, at du er utilgængelig de kommende to timer, hvis det er så lang tid du vil fokusere på opgaven. Sluk din telefon. Find kuglepenne, papir, bøger og hvad du ellers har brug for frem, så du ikke skal afbryde dig selv for at gøre dette. Hvis du bliver fristet af Facebook eller YouTube, kan du bruge app’s som “Freedom” og “StayFocusd”, der spærrer for adgangen til internettet, eller for specifikke sider, i et bestemt tidsrum.
Sørg også for at dine omgivelser hjælper dig, frem for at være en distraktion. Nogle har brug for absolut stilhed når de arbejder. Andre har det bedre med musik eller baggrundsstøj. Uanset hvad du foretrækker, så sørg for at give dig selv optimale forhold.
2. Udtryk dig præcist
Som universitetsstuderende er det naturligt at ville imponere sin vejleder og censor ved at bruge sofistikerede ord. Det er fint at bruge relevante fagudtryk, men hvis du konstant puster dine sætninger op med overdådige ord, lyder det unaturligt. Daniel Oppenheimer fra Princeton University har gennem eksperimenter vist, at skribenter, der bruger et simpelt sprog, bliver opfattet som mere intelligente end skribenter, der udtrykker sig på en kompliceret måde. Hvis du kan udtrykke en idé på to måder, så vælg den der er mest simpel. Skriv for eksempel ikke ’på nuværende tidspunkt’, når du bare kan skrive ’nu’.
Skriv hvad der sker i stedet for hvad der ikke sker. Man kommer nemt til at bruge ordet ‘ikke’ for meget. Det er ikke en god idé, da det ikke gør teksten lettere at læse. Tag den forrige sætning som eksempel. Der kunne i stedet have stået: ‘Det er en dårlig idé, da det gør teksten sværere at læse.’
Hvis du er i tvivl om hvorvidt en sætning er velformuleret, så læs den højt. Hvis det lyder kluntet, bør den omskrives. Det er tidskrævende og ubelejligt at læse sin tekst højt, men det er en effektiv måde at forbedre den på. Mange professionelle forfattere gør det.
3. Skriv dårlige kladder
Har du prøvet at stirre på et blankt Word-dokument, uden at vide hvordan du skulle komme i gang med at skrive? Så har du det som de fleste andre. Det sværeste er ofte at komme i gang. Når du har skrevet et par sider, skaber du momentum, hvilket gør arbejdet nemmere.
En af grundene til, at det er svært at komme i gang, er ønsket om perfektion. Jo højere krav du har til din kladde, jo sværere bliver den at skrive. Mange forfattere bruger følgende tommelfingerregel: Kladden behøver ikke at være god, ingen skal se den. Derimod kan det være en fordel at skrive en elendig kladde, fordi det gør det nemmere at komme i gang. Når du har en kladde, er den sværeste del overstået. Når du kun mangler at redigere, har du vundet kampen. Man hører tit om skriveblokader, men har du nogensinde hørt om en ‘rette-blokade’?
Brug de 3 tips næste gang du skal i gang med at skrive noget svært. Drop multitasking, og fokusér på én vigtig opgave ad gangen. Udtryk dig på en simpel måde. Sæt dig for, at dårlige kladder er en del af en god skriveproces. Så bliver det nemmere for dig at komme i gang med at skrive.
Vil du modtage det bedste fra bloggen?
Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!
Kilder og videre læsning
Om fordybelse og multitasking.
Eksperiment af Daniel Oppenheimer.
En version af denne artikel optræder i februar-udgaven af magasinet RUST.