De fleste tror, at det går skidt i verden

by Christian Staal

Dette er et uddrag fra bogen Gode nyheder.

Bliver verden bedre eller dårligere?

Hvis du er som de fleste andre, vil dit svar være, at verden bliver dårligere. Ikke nok med det: Mange tror sågar, at enden er nær.[i]

Det er der mange grunde til. Terrorisme, Trump, Brexit, atom-våben, cyberangreb og global opvarmning er nogle af dem, der oftest bliver nævnt*. Og før disse problemer fandtes, havde folk andre bud på, hvorfor verden ville gå under. Dommedagsprofetier er ikke noget nyt.[ii]

*Det gør selvfølgeligt ikke disse trusler er ufarlige. Især global opvarmning er aktuelt i disse år. Hvis du vil i dybden med den problemstilling, kan jeg anbefale bøgerne The Infinite Ressource og Enlightenment Now (kapitel 10).

Pessimismen kommer ikke kun til udtryk i satiriske tegninger, men også i undersøgelser, hvor titusindvis af mennesker har deltaget. En af de mere omfattende undersøgelser kommer fra YouGov, der i 2015 spurgte 18.235 mennesker:

Alt taget i betragtning tror du så, at verden bliver bedre eller dårligere?

Her er resultatet:

Kilde: YouGov.[iii]

Langt de fleste svarer, at verden bliver dårligere, inklusive 57% af danskerne. Kun 8% af danskerne mener, at verden bliver bedre.

Andre undersøgelser viser et lignende mønster. Mange mener, at det går dårligt i verden, og at det er på vej til at blive værre. Det dokumenteres bl.a. i bøgerne Factfulness, The Better Angels of Our Nature og Enlightenment Now.

Jeg vil stærkt anbefale de tre bøger til nysgerrige sjæle, der vil vide mere om hvordan det går i verden. Jeg vil ligeledes anbefale hjemmesiden Our World In Data*. Du får flere anbefalinger til videre læsning i litteraturlisten.

*Our World In Data er mit nye go-to-leksikon. Hjemmesiden bliver drevet af University of Oxford, og indeholder dybdegående, databaserede artikler om dusinvis af emner, der kan gøre os alle klogere på hvordan det går i verden.

Det er ikke en overdrivelse, at mange ser en verden for sig, der er på vej mod afgrunden. I en undersøgelse fra 2015 blev mere end 2.000 respondenter fra fire lande spurgt, hvorvidt de troede, at menneskeheden ville blive udslettet inden for hundrede år.

Omkring hver fjerde person i undersøgelsen tror, at menneskeheden er væk om 100 år:

Kilde: The Conversation[iv].

Men er det ikke fint at forvente det værste? Så bliver man i det mindste ikke negativt overrasket. Og hvis man ved hvor alvorligt et problem er, kan man måske bedre gøre noget ved det. Det er ikke nødvendigvis tilfældet. Overdreven pessimisme kan blive en selvopfyldende profeti. Førnævnte undersøgelse viser, at meget pessimistiske folk er mindre villige til at investere i fremtiden – antageligvis fordi det alligevel er håbløst.[v]

Da jeg læste disse undersøgelser, var jeg ved at få min ingefær-té galt i halsen. Hvordan kan mange mennesker tro, at det går dårligt?

Jeg blev nysgerrig efter hvilket mønster, der ville tegne sig, hvis folk i mit eget netværk svarede på samme spørgsmål. Sidste efterår delte jeg derfor spørgsmålet, om hvorvidt verden bliver dårligere eller bedre, på min blog. 169 personer svarede, og deres svar er her:

Læserne her på bloggen svarede mere optimistisk end i nogen anden undersøgelse jeg har set. Ikke desto mindre var det under halvdelen, der svarede, at verden bliver bedre.

HVAD MENER DU?

Bliver verden bedre eller dårligere? Har nutidens mennesker det bedre end tidligere generationer — eller var verden bedre i de ”gode gamle dage”?

Hvis dit svar er “dårligere” eller “hverken eller”, håber jeg, at de kommende indlæg på bloggen her vil overbevise dig om, at verden bliver bedre. Ikke på alle områder og ikke for alle mennesker — men på de fleste områder og for de fleste mennesker (og især dem, som har mest brug for det).

Hvis du svarer “bedre”, vil du her få en faktabaseret forståelse for hvad, der helt præcist er blevet bedre og hvordan det er sket.


Vil du have mine bedste artikler? Jeg deler mit bedste materiale, og anbefalinger, i mit gratis nyhedsbrev (tilmeld dig her). Det udkommer max gange om året.

Kilder

[i] Kilde CartoonStock (tegningen derunder: SaukValley).

[ii] Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_dates_predicted_for_apocalyptic_events

[iii] https://yougov.co.uk/topics/lifestyle/articles-reports/2016/01/05/chinese-people-are-most-optimistic-world

[iv] https://theconversation.com/many-fear-the-worst-for-humanity-so-how-do-we-avoid-surrendering-to-an-apocalyptic-fate-47034 – artiklen bygger på denne videnskabelige artikel: https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0016328715000828

[v] https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0016328715000828