Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Tag: Redde liv

Computerspil der bekæmper kræft

Screen-Shot-2013-05-21-at-2.17.13-AM1

Kampen mod cancer

Du er inde i en krop. Din opgave er at forsvare kroppen mod onde kræftceller. Det gør du ved at styre robotten Roxxi, der bekæmper kræften ved hjælp af antibiotika-våben og laser-lignende kemo-stråler. Spillet hedder Re-Mission, og er udviklet til at hjælpe unge cancerpatienter til at få en succesfuld behandling. I Re-Mission kæmper man mod forskellige typer cancer. Måden hvorpå man hjælper Roxxi med at vinde over kræften i spillet har direkte paralleller til virkelig kræftbehandling. Der er 20 baner som man kan gennemføre. Hver bane tager cirka en time, og spilleren får løbende information om behandling af kræft. Spillet formidler desuden følgende budskab: En af de største grunde til at unge ikke overlever cancer, er at de ikke følger deres behandling gennem hele perioden.

Hvorfor følger patienter ikke behandlingen?

Selv når kemoterapi virker, er det hårdt og udmattende. Det er en milepæl når patienterne bliver sendt hjem fra hospitalet, men det betyder ikke at behandlingen er forbi. Når patienterne kommer hjem, skal de observere deres symptomer, og kontakte hospitalet hvis noget ændrer sig. Derudover skal de tage kemo-piller og antibiotika. Behandlingen fortsætter typisk i to år efter hjemsendelsen fra hospitalet, og det sidste patienterne har lyst til når de kommer hjem fra hospitalet, er mere kemoterapi.

Som Jose Guevera, en 18-årig, der har gennemgået kemoterapi sagde: “En stor del af tiden, ønsker vi ikke at tage vores medicin. Vi tænker, ‘Hvad gør det? Hvor kommer det hen? Jeg er træt af det. Det får mig bare til at kaste op.’”

Mange unge patienter har det på samme måde som Jose. De er udmattede og trætte af at have det dårligt. De vil være sig selv igen. Derfor tager de ikke al deres medicin efter hjemsendelsen, hvilket øger risikoen for at kræften vender tilbage.

Et videnskabeligt eksperiment

I 2008 lavede Pamela Kato og tre andre forskere en undersøgelse af Re-Mission. 375 cancerpatienter i alderen 13 til 29 blev inddelt tilfældigt i en kontrolgruppe og en forsøgsgruppe. Patienterne i kontrolgruppen fik en låne-computer med to computerspil (Indiana Jones og Emperor’s Tomb). Patienterne i forsøgsgruppen fik en låne-computer med de to samme spil, og derudover et tredje: Re-Mission. Deltagerne blev bedt om at spille de udleverede spil mindst en time om ugen, i de tre måneder som eksperimentet varede.

Efter eksperimentet sammenlignede forskerne forsøgsgruppen og kontrolgruppen. De undersøgte hvor meget viden patienterne havde om cancer, hvor gode de selv vurderede, at de var til at holde øje med symptomer, og der blev lavet et medicinsk tjek af hvor meget medicin den enkelte patient havde i blodet. Undersøgelsen blev udgivet i tidsskriftet Pediatrics. Resultaterne viste at patienterne i forsøgsgruppen, sammenlignet med kontrolgruppen, vidste mere om cancer, var bedre til at holde øje med symptomer, og havde 20% mere medicin i blodet, end de havde haft før eksperimentet. Det lyder måske ikke af meget, men hvis man undlader at tage 20% af pillerne stiger risikoen for at kræften vender tilbage ikke kun med 20%. Den fordobles.
(Jeg har tidligere skrevet om at mennesker bliver snydt af vores intuition. Hvis du ønsker baggrundsviden om hvorfor og hvordan statistik snyder mennesker, kan jeg anbefale The Black Swan af Nassim Taleb).

De fleste patienter i forsøgsgruppen havde ikke ikke gennemført Re-Mission. Forskerne var overraskede over at de patienter, der kun havde spillet et par baner oplevede den samme virkning som dem der gennemførte spillet. På overfladen virker det mærkeligt at så lidt spilletid har en så stor effekt. Men når man tænker over det, er det ikke meget anderledes, end at man bliver påvirket af reklamespots, man ser i TV. Det handler ikke om viden, men om følelser. Sådan er det ofte med sundhed. Tænk bare på fitness-træning, alkohol og flødekager. Alle ved hvad der er sundt og usundt. Det er ikke viden, men motivation, der er barrieren. Når du spiller Re-Mession kan du ikke bekæmpe canceren uden kemo-stråler. Det er det samme i virkeligheden. Hvis kroppen ikke får sin medicin, har den ikke en chance. Det budskab formidler Re-Mission bedre end læger, forældre og informationshæfter. Jose Guevera som vi mødte tidligere, siger: “Du ser på skærmen hvad der sker inde i din krop, og hvad kemoterapien gør — du ser ikke på et PowerPoint-show. Du spiller et spil, det er dig der bruger kemo, og du dræber de onde celler.”

På baggrund af feedback fra brugere, som Jose Guevera, er der blevet udviklet en 2’er af Re-Mission. Den kan downloades gratis til iPad, iPhone og Android. Re-Mission kan spilles gratis på http://www.re-mission2.org/.

Kilder

Pamela M. Kato, Steve W. Cole, Andrew S. Bradlyn, and Brad H. Pollock (2008), “A Video Game Improves Behavioral Outcomes in Adolescents and Young Adults with Cancer: A Randomized Trial,”Pediatrics, 122, 305–317. (Mere info: http://pediatrics.aappublications.org.proxy1-bib.sdu.dk:2048/content/122/2/e305.abstract og opsummering af undersøgelsen her: http://www.hopelab.org/wp-content/uploads/2008/08/sbm_data_poster_20080804.pdf

Switch af Chip & Dan Heath, side 95

Flere eksempler på at computerspil bliver brugt til at gøre verden til at bedre sted: http://www.hopelab.org/innovative-solutions/zamzee/ og http://showmethescience.com/ og http://www.amazon.com/Reality-Broken-Games-Better-Change/dp/1594202850

http://www.nydailynews.com/life-style/health/video-games-fight-cancer-re-mission-helps-young-patients-battle-disease-article-1.1336504

Om udviklingen af Re-Mission2: http://venturebeat.com/2013/04/28/re-mission-2-games-re-imagine-how-to-help-kids-survive-cancer/

http://www.hopelab.org

Klistermærker Redder Liv

“Great things are done by a series of small things brought together.” – Vincent Van Gogh

Foto: Hugh Lunnon Foto: Hugh Lunnon

 1,24 Million Dødsfald

Ifølge World Health Organization (WHO) dør 1,24 millioner mennesker i trafikken om året. Afrika er den hårdest ramte verdensdel, med 24,1 årlige dødsfald pr. 100.000 indbyggere. I rapporten ’Global status report on road safety 2013: Supporting a decade of action’, lægger WHO vægt på fem risikofaktorer i forbindelse med trafiksikkerhed: hastighed, alkohol, motorcykelhjelme, sikkerhedsseler og børnesæder. Erfaring viser at lovgivning indenfor disse områder reducerer antal fatale trafikuheld. Alligevel har kun 28 lande, svarende til 7% af jordens befolkning lovgivning inden for alle fem områder. Andre vigtige forhold der påvirker trafiksikkerheden inkluderer: vejens tilstand, alarmberedskab og brug af mobiltelefon. Et af problemerne med at øge trafiksikkerheden er at mange af de lande hvor problemet er størst ikke har resurser til at gøre noget ved det. Uanset om der skal bygges bedre veje, skaffes bedre alarmberedskab eller håndhæves lovgivning, er det dyrt.

Matatu-bussen

Kenya er et af landene med mange fatale trafikuheld. Fra 2001-2010 har der årligt været omkring 3.000 dødsfald i trafikken. Mange uheld sker i Matatu-busser – en form for minibus, der kører over store afstande. En af hovedårsagerne til at mange Matatu-busser kører galt er at chaufførerne kører risikabelt.

De to forskere James Habyarimana og William Jack fra Georgetown University i USA udtænkte et eksperiment der skulle besvare spørgsmålet: hvordan kan vi redde så mange liv som muligt ved brug af så få resurser som muligt? Svaret var klistermærker.

Forskerne udvalgte 2.276 Matatu-busser som de delte op i en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. Busserne blev inddelt tilfældigt: busser hvor nummerpladen endte på et ulige tal blev en del af forsøgsgruppen, mens busser hvor nummerpladen endte på et lige tal udgjorde kontrolgruppen.

Vil Du Brokke Dig Efter Han Er Kørt Galt?

I forsøgsbusserne placerede man klistermærker der opfordrer passagerer til at brokke sig hvis chaufføren kører hasarderet. På nogle klistermærker var der billeder af trafikuheld. På alle klistermærker var der en besked på Kiswahili. Det kunne fx være ’Je utaweza kuongea akizusha ajali? KAA MACHO. KAA CHONJO. TETA!’, som betyder ’Hey! Vil du brokke dig efter han er kørt galt? VÆR OPMÆRKSOM. SIG NOGET!’

Forsøget bygger på den antagelse at mange passagerer er tavse fordi det falder uden for den sociale norm at brokke sig. Tanken var at klistermærkerne ville give passagerne social tilladelse til at sige noget. Hvis passagererne brokkede sig over sindssyg kørsel, ville det få chaufføren til at køre mere sikkert.

Eksperimentet løb fra 2006-2008. I 2009 sammenlignede forskerne antallet af fatale trafikuheld i forsøgsgruppen og kontrolgruppen. Resultaterne var ikke til at tro: i busserne med klistermærker var der 60 procent færre fatale trafikuheld end i kontrolgruppen. Forskerne antager at hvert trafikrelateret dødsfald resulterer i 20 mistede leveår. Under den antagelse har eksperimentet sparret 1.200 leveår. Prisen pr. reddet leveår? 5,8 dollars.

Hvad Med Congo, Nigeria Og Sudan?

I kampen for at redde liv i trafikken er der ingen tvivl om at bedre veje, dygtigere beredskab, sikkerhedsseler, alkoholkontrol, motorcykelhjelme, fartkontrol og børnesæder er vigtige. Dette eksperiment viser dog at der er andre, utraditionelle, metoder der kan gøre en forskel.

”Denne metode er en billigere måde at redde liv på end vaccinationer, som ellers også er billigt,” udtaler William Jack.

James Habyarimana og William Jack arbejder nu på at lave et opfølgende eksperiment med 12.000 køretøjer. Målet er at redde liv og samtidig teste hvilke beskeder og billeder der har størst virkning.

Der bliver gjort noget i Kenya. Men hvad med Congo, Nigeria, Sudan og andre lande hvor tusindvis af mennesker dør i trafikken hvert eneste år. Hvis et leveår kan reddes for 5,8 dollars, hvad er så undskyldningen for ikke at gøre noget?

 

Kilder

Klistermærkeeksperimentet:

Videnskabelig artikel: “Heckle and Chide- Results of a Randomized Road Safety Intervention in Kenya” af James Habyarimana og William Jack

http://www.georgetown.edu/story/kenya-road-safety-study.html

Generelt om trafiksikkerhed:

http://www.who.int/violence_injury_prevention/road_safety_status/2013/en/

Global status report on road safety 2013 Supporting a decade of action’ (WHO)