Klistermærker Redder Liv

by Christian Staal

“Great things are done by a series of small things brought together.” – Vincent Van Gogh

Foto: Hugh Lunnon Foto: Hugh Lunnon

 1,24 Million Dødsfald

Ifølge World Health Organization (WHO) dør 1,24 millioner mennesker i trafikken om året. Afrika er den hårdest ramte verdensdel, med 24,1 årlige dødsfald pr. 100.000 indbyggere. I rapporten ’Global status report on road safety 2013: Supporting a decade of action’, lægger WHO vægt på fem risikofaktorer i forbindelse med trafiksikkerhed: hastighed, alkohol, motorcykelhjelme, sikkerhedsseler og børnesæder. Erfaring viser at lovgivning indenfor disse områder reducerer antal fatale trafikuheld. Alligevel har kun 28 lande, svarende til 7% af jordens befolkning lovgivning inden for alle fem områder. Andre vigtige forhold der påvirker trafiksikkerheden inkluderer: vejens tilstand, alarmberedskab og brug af mobiltelefon. Et af problemerne med at øge trafiksikkerheden er at mange af de lande hvor problemet er størst ikke har resurser til at gøre noget ved det. Uanset om der skal bygges bedre veje, skaffes bedre alarmberedskab eller håndhæves lovgivning, er det dyrt.

Matatu-bussen

Kenya er et af landene med mange fatale trafikuheld. Fra 2001-2010 har der årligt været omkring 3.000 dødsfald i trafikken. Mange uheld sker i Matatu-busser – en form for minibus, der kører over store afstande. En af hovedårsagerne til at mange Matatu-busser kører galt er at chaufførerne kører risikabelt.

De to forskere James Habyarimana og William Jack fra Georgetown University i USA udtænkte et eksperiment der skulle besvare spørgsmålet: hvordan kan vi redde så mange liv som muligt ved brug af så få resurser som muligt? Svaret var klistermærker.

Forskerne udvalgte 2.276 Matatu-busser som de delte op i en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. Busserne blev inddelt tilfældigt: busser hvor nummerpladen endte på et ulige tal blev en del af forsøgsgruppen, mens busser hvor nummerpladen endte på et lige tal udgjorde kontrolgruppen.

Vil Du Brokke Dig Efter Han Er Kørt Galt?

I forsøgsbusserne placerede man klistermærker der opfordrer passagerer til at brokke sig hvis chaufføren kører hasarderet. På nogle klistermærker var der billeder af trafikuheld. På alle klistermærker var der en besked på Kiswahili. Det kunne fx være ’Je utaweza kuongea akizusha ajali? KAA MACHO. KAA CHONJO. TETA!’, som betyder ’Hey! Vil du brokke dig efter han er kørt galt? VÆR OPMÆRKSOM. SIG NOGET!’

Forsøget bygger på den antagelse at mange passagerer er tavse fordi det falder uden for den sociale norm at brokke sig. Tanken var at klistermærkerne ville give passagerne social tilladelse til at sige noget. Hvis passagererne brokkede sig over sindssyg kørsel, ville det få chaufføren til at køre mere sikkert.

Eksperimentet løb fra 2006-2008. I 2009 sammenlignede forskerne antallet af fatale trafikuheld i forsøgsgruppen og kontrolgruppen. Resultaterne var ikke til at tro: i busserne med klistermærker var der 60 procent færre fatale trafikuheld end i kontrolgruppen. Forskerne antager at hvert trafikrelateret dødsfald resulterer i 20 mistede leveår. Under den antagelse har eksperimentet sparret 1.200 leveår. Prisen pr. reddet leveår? 5,8 dollars.

Hvad Med Congo, Nigeria Og Sudan?

I kampen for at redde liv i trafikken er der ingen tvivl om at bedre veje, dygtigere beredskab, sikkerhedsseler, alkoholkontrol, motorcykelhjelme, fartkontrol og børnesæder er vigtige. Dette eksperiment viser dog at der er andre, utraditionelle, metoder der kan gøre en forskel.

”Denne metode er en billigere måde at redde liv på end vaccinationer, som ellers også er billigt,” udtaler William Jack.

James Habyarimana og William Jack arbejder nu på at lave et opfølgende eksperiment med 12.000 køretøjer. Målet er at redde liv og samtidig teste hvilke beskeder og billeder der har størst virkning.

Der bliver gjort noget i Kenya. Men hvad med Congo, Nigeria, Sudan og andre lande hvor tusindvis af mennesker dør i trafikken hvert eneste år. Hvis et leveår kan reddes for 5,8 dollars, hvad er så undskyldningen for ikke at gøre noget?

 

Kilder

Klistermærkeeksperimentet:

Videnskabelig artikel: “Heckle and Chide- Results of a Randomized Road Safety Intervention in Kenya” af James Habyarimana og William Jack

http://www.georgetown.edu/story/kenya-road-safety-study.html

Generelt om trafiksikkerhed:

http://www.who.int/violence_injury_prevention/road_safety_status/2013/en/

Global status report on road safety 2013 Supporting a decade of action’ (WHO)