Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Tag: udfordringer

Forbedringer til 2016

12017431_790931621037168_3438506499787650927_o

Foto: Malene Bruun Pedersen

I sidste uge skrev jeg om hvordan det gik med at nå mine mål i 2015. Indlægget her handler om hvad jeg kan gøre bedre i 2016. De fire vigtigste ting er: Stå tidligt op, skriv hver dag, pas på min ryg, og gør meditation til en vane.

Stå tidligt op: Morgenen er mit kreative sweetspot

Jeg arbejder bedst om morgenen. Især med kreativt arbejde som at skrive artikler og udvikle materiale til foredrag, gør det en stor forskel hvornår på døgnet jeg arbejder. Hvis der er tale om korrekturlæsning, at besvare e-mails eller at researche idéer er tidspunktet ligegyldigt.

Jeg har lagt mærke til, at det er afgørende for min produktivitet om jeg klarer dagens vigtigste opgave, før jeg tjekker e-mail og Facebook. Hvis jeg starter dagen online, forsvinder mit fokus før jeg kommer i gang. Det resulterer i, at jeg ikke yder min bedste indsats.

I 2015 er jeg blevet bedre til at tage højde for mine personlige styrker og svagheder, og indrette mig efter dem. Mange dage har jeg været tidligt oppe, for at skrive artikler og udvikle foredrag. Men jeg har også i perioder været inde i en dårlig soverytme (blandet andet her i december, hvor jeg har færdiggjort mit kandidatspeciale), og jeg er ikke i tvivl om, at det har været på bekostning af min produktivitet. I 2016 vil jeg blive bedre til at stå tidligt op, og fuldføre dagens vigtigste opgave før jeg går online.

Skriv hver dag: Et skridt ad gangen

Den kinesiske filosof Lao Tzu sagde, at en rejse på tusind mil begynder med det første skridt. Det er det samme med kreative rejser. Ingen skriver en hel bog på én gang. Man kommer nemt til at lyve for sig selv om hvor meget man vil skrive i næste uge eller næste måned. Det er mere effektivt at gøre målet mindre og faktisk nå det. Når du først får begyndt, skaber du momentum, hvilket hjælper med at holde dig i gang. Det sværeste ved at skrive er at komme igang. Jeg har lært om mig selv, at i de perioder hvor jeg skriver hver dag, er det nemmere at finde min muse. Når jeg skal i gang med at skrive efter en lang pause, er det ofte svært. I de situatoner kan jeg bruge lang tid på at kigge på et blankt dokument, før idéerne begynder at komme.

I år har jeg skrevet mange dage. 2015 har været mit bedste skriveår hidtil. Jeg tør næsten ikke tænke på hvor meget godt materiale jeg kunne have udviklet i år hvis jeg havde skrevet hver dag. I 2016 vil jeg finde ud af det.

Ryggen: Én fejltagelse kan gøre stor skade

Jeg har haft problemer med ryggen siden 2012, hvor jeg fik en flytteskade. Generelt har jeg været god til at passe på i år. I langt de fleste tilfælde har jeg tænkt mig om, og sagt fra når det var nødvendigt. Men et par gange i løbet af året har jeg dummet mig, og mærket konsekvenserne. En enkelt fejltagelse er nok til at ødelægge flere måneders træning og gode beslutninger. Derfor er et par enkelte fejltagelser ikke godt nok. Det går især galt hvis jeg sidder ned for længe ad gangen, eller hvis jeg bærer tunge ting. I 2016 vil jeg passe på ryggen, selv når det er mest ubelejligt.

Meditation: En vane jeg vil gentoptage

Jeg har tidligere mediteret meget. I slutningen af 2012 var jeg på et 10-dages Vipassana ophold i Indien, hvilket gjorde et stort indtryk på mig. Jeg har mediteret i 2015, men ikke så meget som jeg tror ville være gavnligt. Jeg har oplevet, at meditation giver mig indre ro og hjælper mig med at acceptere tingenes tilstand. Meditation hjælper mig med at reducere stress, og med at håndtere udfordringer og dårlige nyheder.

Jeg har ofte svært ved at tage mig sammen til at meditere, især når jeg har travlt (ironisk nok det tidspunkt hvor det er vigtigst). I 2016 vil jeg genoptage min vane med at meditere regelmæssigt. Jeg planlægger at skrive en artikel til bloggen om hvad meditation helt præcist er, hvordan man gør, og hvad forskning viser om det.

Specifikke mål?

Du har måske lagt mærke til, at mine idéer til forbedringer i 2016, ikke er specifikke mål. De seneste par år har jeg brugt det mest af tiden mellem jul og nytår på at reflektere over året der er gået, og at sætte mål for det kommende år. I år har jeg haft travlt med at færdiggøre mit kandidatspeciale. Jeg har reflekteret over 2015, og hvad jeg kan gøre bedre i 2016, men jeg har endnu ikke sat mål for 2016. Det vil jeg tage mig tid til at gøre de kommende uger.

Hvis du er typen, der kan lide at reflektere over året der gik, og sætte mål for det kommende år, vil jeg anbefale denne artikel af Chris Guillebeau.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Link til foto.

Bananer, problemer og muligheder

“If you aren’t in over your head, how do you know how tall you are?” ― T.S. Eliot

1249337589_b11286a6a0_b

Foto: Ian Ransley

Grønne og modne bananer

I slutningen af 1800-tallet var bananindustrien begyndt at blomstre i Amerika. Bananerne blev typisk fragtet med sejlskib fra Sydamerika til New Orleans, Mobile eller Boston. I disse byer stod købmænd klar til at købe. En af udfordringerne ved at fragte bananer er at de skal holde sig friske under rejsen. Hvis man trykker på en grøn banan vil den modnes i løbet af dage i stedet for uger. Når en banan begynder at modne får den de omkringliggende bananer til at modnes hurtigere end de ellers ville. I 1800-tallet var det ikke unormalt at 15% af bananerne i en sending gik til spilde. Når bananerne ankom til USA var købmændene derfor på udkig efter grønne bananer. Det var for risikabelt at købe modne bananer, fordi det var svært at nå sælge dem i tide. Derfor var de billige og mange så dem i højere grad som affald end som et produkt.

Emigranten fra Moldova

En af de købmænd der stod klar til at købe bananer var 18-årige Sam Zemurray. Han var emigreret til USA fra Moldova 4 år tidligere. Sam havde haft alverdens job siden sin ankomst og havde på den måde sparet $150 op. Han var klar til at være købmand. Da han så hvor mange modne bananer der gik til spilde besluttede han sig for at købe dem. Han tænkte at hans $150 ville række længere hvis han købte de billige bananer. Han var klar over at det var en stor chance at tage. Han ville kun have 3-5 dage til at sælge bananerne inden de blev for gamle. Hvis han ikke nåede hjem til sin by med lasten inden da ville hans opsparing være spildt.

Sam købte bananer for næsten alle pengene. Han gemte dog nogle dollar til at betale for fragten. Han havde ikke penge til overs til sin egen togbillet, så han rejste i lastrummet med sine bananer.

Toget blev forsinket. Sam snakkede med togpersonalet. Der var ikke udsigt til at forsinkelsen ville blive indhentet. En medarbejder sagde til Sam at hvis han bare kunne sprede nyheden i de kommende byer på turen, ville det sikkert være muligt at få købmændene til at komme hen til stationen og købe bananer til en god pris.

Da toget igen holdt stille på grund af yderligere forsinkelse, gik Sam ind på et Western Union kontor. Sam havde ikke penge til at sende en besked med telegraf, men han gav kontoret et tilbud. Hvis telegrafen ville sørge for at købmænd på ruten fik besked om at der var billige bananer at købe på de pågældende stationer, ville Sam give dem en procentdel af salget.

Ved næste station ventede købmændene. Sam stod i togvognen og solgte bananer. Det forsatte fra by til by. Han solgte den sidste banan da toget ankom til hans hjemby, Selma. Sam talte sine penge og opdagede at han havde tjent $40 på seks dage. Det var mange penge at tjene på under en uge, når man tænker på at det havde taget ham fire år at spare $150 op.

Problemer, udfordringer og muligheder

Sam Zemurray så modne bananer som et nicheprodukt, hvor andre havde set dem som affald. Hvor i vores liv ser vi affald hvor vi kunne se muligheder? Jeg har tidligere skrevet om spotlight-effekten. Vores måde at beskrive et problem på, bestemmer hvilke løsninger vi finder på. De fleste så modne bananer og tænkte: hvordan kommer vi af med dem? Sam tænkte: hvilke muligheder er der i dem? 

Et klassisk mundheld lyder: det er ikke et problem… det er en udfordring. Jeg deltog i et seminar på New Bucks University i november 2014. Forelæseren, Andrew Machon, foreslog at idéen kan tages et skridt videre. Han sagde: it’s not a problem, and it’s not a challenge. It’s an opportunity.

Mange af de bedste idéer starter som frustrationer. Hvis Steve Jobs ikke havde været frustreret over de uduelige telefoner på markedet, havde vi ikke haft iPhones i dag. Hvad er de største problemer i din hverdag? Kan du se dem som muligheder i stedet? Alle kan brokke sig. Hvis du kan forvandle et problem til en mulighed, har du chancen for at løse problemet for dig selv og for andre.

Kilde: The Fish that Ate the Whale af Rich Cohen