Det vigtigste jeg lærte i Indien

by Christian Staal

Her er en artikel jeg har skrevet for TJECK Magazine.

3247629047_50d9f8d859_b

Foto: Adam Singer

En korthistorie med en lykkelig slutning

Er du nogensinde kommet for sent på arbejde på grund af et forsinket tog? Har du stået forgæves i 20-30 minutter og ventet i snevejr med iskolde tæer? Er du ved at rive håret af dig selv, når du sidder i et tog og en nervøs melding lyder over højtalerne: ”Vi bliver desværre forsinket på grund af en signalfejl.”

Jeg har altid været utålmodig, og det er ikke kun DSB, der skaber frustration. Jeg bliver vanvittig af køer, der ikke bevæger sig, hvad end det er i Kastrup Lufthavn, i Netto eller på E20-motorvejen.

Her er et af mine yndlingscitater: “Every day, when you’re on the run, is the whole of your life. Every free minute is a short story with a happy ending.” Citat kommer fra bogen Shantaram, der starter med, at hovedpersonen flygter fra et fængsel. Han ser sig konstant over skulderen, fordi han er bange for at blive fanget, men flugten giver ham en gave. Den får ham til at sætte pris på hvert et øjeblik, han har i frihed. Hvert et minut, hvor han ikke bliver fanget, føles som en korthistorie med en lykkelig slutning.

Taknemmelighed er heldigvis ikke forbeholdt kriminelle. Når vi frygter at miste noget, stiger dets værdi, fordi vi ikke længere tager det for givet. Hovedpersonen i Shantaram sætter pris på sin frihed, fordi han er bange for at miste den. Et klassisk eksempel er dagen, hvor vi skal hjem fra ferie. Der finder vi ud af, hvor fantastisk stedet er. Hvad vi ikke ville give for en svømmetur i poolen eller et sidste besøg på vores yndlingsrestaurant. Det samme sker, når ting, vi tager for givet, bliver taget fra os i en kort periode. Det oplevede jeg i 2012, da jeg rejste til Indien med min veninde Isabel. Jeg har altid vidst, at vi har det godt i Danmark, men mødet med Indien åbnede mine øjne.

Sidespejle, Angry Birds og Malaria

Vi ankom til New Delhi lufthavn. Det første, jeg gjorde, var at tage myggespray på. Jeg kunne se de lokale omkring mig tænke: ‘Hah! Turist!’ Vi blev hentet i lufthavnen af en chauffør fra vores hostel. Vi trådte ind i bilen og kørte af sted. Musikken i bilen var så høj, at Isabel ikke kunne høre mig råbe: “Jeg ville ønske, at den her bil havde sikkerhedsseler.” Det eneste vi kunne høre – udover musikken – var bilerne omkring os, der dyttede, fordi vi var ved at køre ind i dem. Vores bil havde ingen sidespejle, de var blevet kørt af i den tætte trafik. Langs vejen så vi køer, påfugle og grise. Nogle steder var der også elefanter, kameler og aber. Vores chauffør spillede Angry Birds under hele turen. En klog mand sagde engang, at det kræver fire ting at overleve den indiske trafik: Erfaring, gode nerver, gode reflekser og den vigtigste: Held. Vores chauffør havde alle fire.

En dag i New Delhi gik jeg ud for at købe en guitar. Jeg fandt butikken på Google Maps, tog hen og købte guitaren og tog så tilbage til vores hostel. Det tog ni timer. Jeg er lidt flov over at indrømme det her, men butikken lå ikke særligt langt væk fra mit hostel. Jeg fór vild mange gange. Jeg har tidligere arbejdet som rejseleder, og jeg er vant til at kunne finde vej i fremmede lande, men i New Delhi var jeg fortabt. Alting var anderledes. Der var andre lyde end jeg var vant til, og jeg sov dårligt om natten. En dag vågnede jeg op med kvalme, hovedpine og feber. Isabel passede mig. Hun hentede alt hvad jeg havde brug for: Vand, Coca Cola, brød, bananer … og en spand. Jeg frygtede at det kunne være malaria, da jeg havde de samme symptomer. Isabel slæbte mig ned til en lokal læge, der konkluderede at jeg ikke havde malaria (det konkluderede hun ved få mig til at sige “ah” og lytte til mit hjerte). Det føltes som at være med i en tegnefilm, men lægen havde ret. Efter en uge var jeg frisk.

På vej til Taj Mahal

Isabel og jeg blev enige om at tage videre til Agra for at se Taj Mahal. Vi stod op før solopgang, og blev kørt på stationen af en tuk-tuk (en trehjulet minitaxi). Toget var fem timer forsinket, og da det kom var der så mange mennesker på perronen, at det lignede at hele byen skulle med det samme tog. Vi fik mast os ind i kupéen, hvor vi stod så tæt at man ikke kunne bevæge sig. Pludseligt mærkede jeg en hånd i min lomme. Jeg kiggede ned og så at en mand forsøgte at tage min pengepung. Jeg havde stramme jeans på, og derfor var der ikke plads til at både pengepungen og hans store hånd kunne komme op. Derfor løftede han hele min krop da han forsøgte at trække pengepungen op af min lomme.

Jeg så ham i øjnene og sagde “What are you doing?!” Han vendte sig om, skubbede de andre stakkels passagerer omkuld med en bevægelse, der lignede brystsvømning, og løb ud af toget. Jeg har senere fundet ud af at man skal passe på med skilte hvor der står “Pas på lommetyve”. Når du ser sådan et skilt er din reaktion typisk at mærke efter, om du stadig har dine værdigenstande. Lommetyvene observerer hvor turisterne mærker efter, og på den måde ved de hvilke lommer de mest værdifulde ting ligger i. Nogle steder hænger lommetyvene endda selv skiltene op.

Vær taknemmelig for det du har

Jeg havde mange oplevelser i Indien, der lærte mig hvor meget jeg tager for givet. På et af de steder, jeg boede, var der ikke nogen bruser, kun en spand. Flere steder var der kakerlakker og myg på værelserne. Men der var også mange højdepunkter. Jeg så Taj Mahal, mødte forretningsfolk i Mumbai, deltog i dragefestivalen i Ahmedabad, og jeg mødte de mest gæstfrie mennesker man kan forestille sig.

Den største gevinst var at oplevelserne i Indien satte livet i Danmark i perspektiv. Jeg kan ikke længere med alvor i stemmen brokke mig, når et DSB-tog er 20-30 minutter forsinket. Jeg bliver stadig frustreret over køer, der ikke bevæger sig, både på motorvejen og i supermarkedet. Men når det sker, tænker jeg på New Delhi – og så griner jeg af mig selv. Tænk på alle de ting, vi normalt tager for givet i Danmark: Sikker trafik, godt sundhedssystem, velfærd, ligestilling og fred.

Rejsen gennem Indien lærte mig at være taknemmelig for det, jeg har. Jeg ved aldrig, hvornår jeg måske mister det.

Prøv at brug et minut på at tænke over, hvad du har at være taknemmelig for, før du lægger dig til at sove i aften. På den måde kan du gøre din egen dag til en korthistorie med en lykkelig slutning.

Kilder

Link til Foto.