Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Tag: idéer

Ugens Idé: Hvor kommer gode idéer fra?

Mange tror at innovation opstår ud af ingenting, som en glødepære, der dukker op over hovedet på en tegneseriefigur. Men kreativitet opstår oftest når man kombinerer eksisterende idéer på en ny måde. Som Steve Jobs sagde: ”Creativity is just connecting the dots.”

Mere

Få mine bedste idéer gratis 

Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

En overflod af information

Sir Francis Bacon sagde engang: “Viden er magt.” Sir Francis Bacon levede i en tid hvor kun magtfulde mennesker havde adgang til viden. I dag har de fleste mennesker i den vestlige verden adgang til mere information end verdens ledere havde for bare 50 år siden. Nu er der ikke mangel på viden, men derimod en overflod af information.

Det er vanskelligt at navigere rundt i al den information der findes. Når mængden af information stiger, sker der to ting:

  1. Yderligere information bliver mindre værd
  2. Evnen til at sortere/organisere information bliver mere værd

Det er hvad grafen herover viser. Hvis vi først kigger på kurven som repræsenterer værdien af information, kan vi se at hvis man ikke har noget information, er det ekstremt værdifuldt. Hvis vi derimod har “uendeligt” meget information, er yderligere information intet værd. Kurven for værdien af organisering er lige modsat. Hvis der ikke er noget information, er der intet at organisere; Hvis der findes uendeligt meget information, er det uvurderligt, at kunne organisere det. Jeg tror at dette er hemmeligheden bag Googles succes.

Information er et abstrakt begreb. Princippet som jeg beskrive i denne artikel gælder for mange domæner, fra kunst til videnskab.

Hvad er mest værd: Bøger eller anbefalinger?

Siden 2013 har jeg læst 258 bøger. Jeg giver bøger jeg læser karakter fra 1-10 for at huske hvor godt jeg syntes om dem. Grafen herunder viser hvor ofte jeg har givet de forskellige karakterer.

Jeg giver gennemsnitligt 6,8 i karakter. Jeg giver 10 til 7% af de bøger jeg læser. Jeg giver 8 eller derover til ca. 32% af de bøger jeg læser. (Beklager nørderiet — det må være en arbejdsskade fra universitetet).

Der findes ca. 129 millioner forskellige bøger i verden. Hvis blot 0,01% af disse er “10’ere” for mig, findes der over 12.800 10’ere som jeg ikke har læst. Hvis jeg bliver 100 år og læser to bøger om ugen? (begge dele optimistisk), kan jeg nå at læse 7.488 bøger inden jeg dør.

Hvis jeg skal have mest muligt ud af min læsning, er den mest afgørende faktor altså ikke flere bøger. Der findes allerede flere mesterværker end jeg har tid til at læse. Det handler bare om at finde dem. Derfor er anbefalinger mere værd for mig end bøger.

Hvordan kan vi bruge denne viden?

Jeg siger ikke at vi skal stoppe med at skrive bøger (jeg har ikke lyst til at leve i sådan en verden). Men husk at evnen til at organisere information er mere værd en nogensinde før – og for hver dag der går, bliver denne evne mere værdifuld. Overvej hvordan du kan bruge denne viden. Jeg har tænkt meget over dette. I næste blogindlæg deler jeg mit svar på spørgsmålet.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

KILDER OG VIDERE LÆSNING

3 grunde til at læse bloger: https://christianstaal.com/2015/07/05/3-grunde-til-at-laese-boger/

Der findes ca. 129 millioner bøger i verden. http://mashable.com/2010/08/05/number-of-books-in-the-world/#UHsQx2TramqU

 

3 lektioner fra Pokémon GO: Sådan får du din idé til sprede sig

pokemon_go

Der findes to slags mennesker: Pokémon-jægere og almindelige mennesker. Pokémon GO gik på kort tid fra at være et spil for 13-årige nørder til at at være et verdensomspændende fænomen. Alle har en holdning til spillet. Nogle elsker det, andre hader det. Der er også stor uenighed om hvor spillet er på vej hen. Nogle mener at det er på vej frem, andre mener at det er på vej ud. Det eneste alle er enige om er at spillet spredte sig imponerende hurtigt. Artiklen her giver 3 bud på hvad Pokémon GO kan lære os om hvordan man får sin idé til at sprede sig.

1. Kombinér eksisterende idéer

Steve Jobs sagde: Creativity is just connecting the dots. Du behøver ikke at opfinde noget nyt fra bunden for at skabe et hit. Du kan med fordel kombinere eksisterende idéer. Det gjorde Niantic da de skabte Pokémon GO. De fleste kender til Pokémon i forvejen, men det er kun halvdelen af opskriften på Pokémon GO’s succes. Spillet er stærkt inspireret af det tidligere spil Ingress. Teknologien og gameplayet er det samme – det foregår blot med Pokémons.

1-1024x621

Hvilke idéer kan du kombinere for at skabe noget nyt?

2. Start småt

Det føles forkert at sige nej til kunder. Derfor kommer de fleste til at sigte for bredt. Det føles mere sikkert. Men hvis du vil have have millioner af mennesker til at kunne lide dit produkt, må du først få en lille gruppe til at elske det.

I dag er Pokémon GO et hit på tværs af køn, alder og nationalitet. Men det startede med 13-årige nørder. Det samme kan siges om Harry Potter, The Beatles og Facebook. De startede alle med at henvende sig til en klart defineret gruppe.

Del vandene. Hvis du vil have nogle til at elsker dit produkt, vil der også være nogle der hader det. Nogle elsker Pokémon GO, andre hader det. Men det er i hvert fald værd at tale om.

Hvem er din målgruppe? Hvordan kan du dominere din niche?

3. Udnyt Metcalfe’s Lov

Den første person, der ejede en telefon, havde ikke nogen at ringe til. Visse ting er kun noget værd, hvis andre personer også ejer en. Metcalfe’s Lov siger, at værdien af et netværk er lig med antallet af brugere opløftet i anden.

3-1024x621

Jo flere telefoner der findes i verden, jo mere er en telefon værd. Det er et samme med fax-maskiner, Twitter og Facebook. Hvis værdien af din idé stiger i takt med, at flere kender til den, vil den sprede sig hurtigere.

2-446x1024

To telefon har 1 forbindelse, fem telefoner har 10 forbindelser, og ti telefoner har 66 forbindelser.

Pokémon GO udnytter Metcalfe’s Lov. Jo flere Pokémon-jægere der er i et område, jo flere Pokémons dukker der op. Derfor er Haven ved det Kongelige Bibliotek i København et godt sted for Pokémon-jægere. Og det bliver bedre og bedre jo flere spillere der kommer til. Det er som en snebold der vokser, og opbygger momentum for hvert minut der går.

Hvordan kan du udnytte Metcalfe’s Lov? Hvad kan du gøre for, at din idés værdi stiger med antallet af brugere?

Sådan kan du bruge de 3 marketing-lektioner

Her er er en kort opsummering af artiklens idéer. Besvar spørgsmålene for at se hvordan du selv kan bruge idéerne.

  1. Det er ikke nødvendigt at opfinde noget helt nyt for at skabe en idé der spreder sig. Hvilke idéer kan du kombinere for at skabe noget nyt?
  1. Hvem er din målgruppe? Jo mere specifik du er, jo større sandsynlighed har du for at dominere gruppen.
  1. Hvordan kan du udnytte Metcalfe’s Lov? Kan du give din idé et komponent, der gør den mere værdifuld i takt med at flere mennesker kender den?

Videre læsning

For videre læsning om hvordan idéer spreder sig, vil jeg anbefale bøgerne The Tipping Point af Malcolm Gladwell og Unleashing the Ideavirus af Seth Godin.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Derfor blogger jeg

3576474626_5ec7027515_b

Foto: Luke Andrew Scowen

Til november har jeg blogget i to år. Jeg bruger meget tid på at skrive. De fleste af mine artikler har mange timers research bag sig. Når man bruger så meget tid på at skrive, må man spørge sig selv hvorfor.

Svaret er kærlighed til idéer. James Allen sagde engang: “Egetræet sover i agernet; fuglen venter i ægget.” Ligesom et agern kan blive til et egetræ, har idéer potentiale til at ændre verden. Alt som mennesket har skabt startede som idéer.

Steve Jobs sagde: “Creativity is just connecting things.” Derfor er det vigtigt, at have kendskab til mange ting. Jo flere idéer du kender til, jo flere kreative forbindelser kan du selv skabe. Hjernen har brug for idéer, ligesom maven har brug for mad.

Når jeg forelsker mig i en idé, vil jeg gerne dele den med andre. Bloggen er mit forsøg på at inspirere min læser, og præsentere dig for nye idéer.

4 TING SOM BLOGGING HAR GIVET MIG

Glæden ved at dele idéer er stor, men bloggen giver mig meget andet. Jeg nyder at læse om spændende idéer, men jeg har et særligt forhold til de idéer jeg har skrevet om.

1. Blogging gør mig bedre til at skrive

Mit mål er at skrive to artikler om måneden. Hver artikel forbedrer mine evner som skribent. Jeg kommunikerer tydeligere nu, end jeg gjorde sidste sommer. Om et år vil jeg være endnu skarpere. Jeg har et mål om at blive en så dygtig forfatter som jeg har potentiale til. Bloggen sørger for at jeg løbende forbedrer mig, fordi jeg konstant får øvelse.

2. Blogging tvinger mig til at lære

Jeg har svært ved at finde tid til at lære alt det jeg gerne vil. Min appetit for læring er stor. Men ofte lokker komedier mere end dokumentarfilm. Min blog tvinger mig til at lære noget nyt mindst to gange om måneden.

3. Blogging hjælper mig med at huske

Jeg har ofte svært ved at huske de idéer jeg læser om. Men når jeg skriver om en idé, husker jeg den i længere tid end jeg ellers ville. Det bruger jeg strategisk. Jeg skriver kun om idéer, som jeg ønsker at have i min langtidshukommelse. Og hvis jeg glemmer nogle detaljer, tjener bloggen som en offentlig notesbog, hvor jeg hurtigt kan genopfriske hukommelsen.

4. Blogging påvirker min adfærd

Når jeg læser om en god idé, får jeg lyst til at bruge den i mit liv. Ved at skrive om idéen, tvinger jeg mig selv til det. Jeg bryder mig ikke om at give andre tips, som jeg ikke selv følger. I vinters skrev jeg en artikel om, at danskerne er for afhængige af smartphones. Jeg skrev artiklen, fordi jeg selv havde brug for den. Det gjorde mig mere bevidst om min egen adfærd, og efterfølgende blev jeg bedre til at lægge telefonen væk, og se mine medmennesker i øjnene.

Hvis du blogger vil jeg gerne høre hvad du får ud af det. Du er velkommen til at skrive en kommentar.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Jeg sender snart mit nyhedsbrev ud. Her får du det bedste materiale fra bloggen, samt andre spændende anbefalinger. Du kan tilmelde dig her. Jeg sender det 4-6 gange om året, og det er gratis!

Videre læsning og kilder

Artikel om at danskerne er afhængige af Facebook.

Artikel om hvordan blogging påvirker min adfærd.

Kilde til foto.

De 3 vigtigste idéer fra min blog

8568568048_737cf05834_z

Foto: damn_unique (Flickr)

Tilgængeligheden af information er eksploderet de sidste tyve år. Det største problem er ikke længere at finde viden, men at vælge hvad man skal fokusere på, samt at omsætte viden til handling. Det er vigtigt for mig, at idéerne på min blog er brugbare. I dette indlæg viser jeg hvilke idéer fra bloggen, der er vigtigst for mig at bruge i 2016, og hvordan jeg vil bruge dem.

1. Viljestyrke

Idéen: Menneskers viljestyrke er begrænset. Hvis man bruger energi på én ting, har man mindre energi til andre ting. 

Jeg arbejder bedst om morgenen. Jo flere distraktioner jeg møder før jeg starter arbejdsdagen, jo mindre fokuseret er jeg, når jeg kommer igang. Hvis jeg er tilstrækkeligt distraheret, kan jeg bruge flere timer på at besvare e-mails og “researche” idéer på internettet. Disse opgaver skal klares, men ikke på bekostning af vigtigere opgaver. For at bruge min begrænsede energi så godt som muligt, gør jeg følgende.

  • Klarer dagens vigtigste opgave så tidligt som muligt. Hvis jeg arbejder 3-4 timer på dagens vigtigste opgave, før jeg går online, stiger sandsyngligheden for at dagen bliver produktiv. Derfor forsøger jeg at holde mobilen og internettet slukket indtil klokken 12 hver dag. Jeg tracker dagligt hvorvidt dette lykkes (jeg vender tilbage til tracking om lidt).
  • Træffer beslutninger på forhånd. Beslutninger dræner mental energi. En grund til, at mange fokuserer bedst om morgenen, er man endnu ikke har brugt energi på at træffe beslutninger. Jeg har brug for al min energi til at løse mine vigtigste opgaver. Derfor minimerer jeg mængden af beslutninger, jeg skal træffe før jeg går igang. Jeg træffer så mange beslutninger som muligt aftenen i forvejen, så jeg ikke skal bruge energi på det når jeg står op (man genoplader primært mental energi gennem søvn). Eksempelvis slutter jeg ofte dagen af med at skrive mål ned for den kommende dag, udvælge det vigtigste mål, og lægge tøj frem.
  • Slik- og alkohol-regler. Reglerne har to funktioner. Den mest åbenlyse er, at de begrænser mit slik- og alkohol-forbrug. Den anden funktion er, at de reducerer mængden af beslutninger jeg bliver konfronteret med, hvilket betyder at jeg har mere mentalt overskud til andre ting.

2. Checklister

Idéen: Checklister frigør mental energi, og hjælper dig med at huske vigtige ting. Checklister bygger på idéen om viljestyrke. Det er spild af energi at bruge hjernen til at huske, når du i stedet kan bruge den til at tænke. Som David Allen har sagt: ‘Your mind is for having ideas, not holding them.’

Jeg begyndte for alvor at bruge checklister sidste år. Nu er jeg storforbruger af dem. Jeg bruger checklister til blogging, personlige mål og mange praktiske ting. Jeg har endda en checkliste til at holde styr på mine checklister.

Blogging checklister

Jeg bruger flere checklister til at holde styr på min blog. Den vigtigste af disse er min udgivelsesplan, hvor jeg noterer hvad jeg vil skrive om i den nærmeste fremtid. Mit mål er at udgive et nyt indlæg på bloggen hver uge. I perioder hvor jeg har travlt, kræver det noget planlægning. Her er min udgivelsesplan uundværlig. Til bloggen har jeg også en idéliste. Når jeg får gode idéer, hører noget jeg undrer mig over, eller læser om spændende undersøgelser, skriver jeg det på idélisten. Da jeg havde blogget et par måneder, spurgte en fra min familie, om jeg ikke var bange for at løbe tør for idéer. Jeg har det omvendt: Jeg er bange for at jeg ikke kan nå at fortælle om alle de idéer jeg vil. Idélisten vokser hurtigere end jeg kan nå at følge med.

Min sidste blogging checklist bruges, når jeg offentliggør indlæg. Jeg poster alle indlæg på christianstaal.com, og på min LinkedIn-side. Jeg deler desuden en personlig update på Facebook, Google+ og Twitter. Nogle gange deler jeg mine indlæg i relevante grupper på Facebook eller LinkedIn. Hver gang jeg poster et indlæg, sender jeg det til nogle personer, der har bedt om at få besked når det sker. (Skriv en kommentar eller send en mail til christianstaalkontakt@gmail.com, hvis du vil have besked når der kommer nye indlæg. Skriv hvordan du vil kontaktes. Der er frit valg, men jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke har flere brevduer.) Min checkliste for nye indlæg sikrer, at jeg husker alle disse ting, og at jeg ikke spilder mental energi på det.

GTD checklister (GTD = Getting Things Done)

Mine GTD checklister omhandler alt det jeg skal huske på en ugentlig og månedlig basis. Måden jeg bruger mine GTD checklister på, er inspireret af David Allen’s bog ‘Getting Things Done’.

Hver søndag kigger jeg tilbage på ugen der er gået, ser hvor mange af mine mål jeg har nået, og sætter mål for den kommende uge. Det samme gør jeg den sidste søndag i måneden. Mine GTD checklister minder mig blandt andet om: At tjekke eBoks, at skrive interessante idéer ned, at tage back-up af mine vigtigste dokumenter og at holde styr på min kalender.

Klassiske checklister

Jeg bruger de klassiske checklister som de fleste kender. To do lister med dagens opgaver, indkøbslister og ferie-pakkelister. Jeg har også en fitness-pakkeliste. Siden jeg indførte den, går det hurtigere med at pakke sportstasken, og jeg undgår at glemme drikkedunk eller håndklæde.

3. Tracking

Kort opsummering af idéen: Når du måler noget, fokuserer du på det, hvilket påvirker din adfærd.

Om tracking er noget for dig, afhænger af din personlighed. Jeg elsker det. Jeg tracker blandt andet ugentligt hvor mange gange jeg træner, mediterer og forbliver offline til klokken 12.

Jeg deler min tracking med et par personer, der er tæt på mig. Hver uge sender jeg dem en mail hvor jeg skriver: min tracking (antal gange jeg har trænet, mediteret osv.), hvor mange af mine ugemål jeg har klaret, og hvad målene er for den kommende uge. Hvis jeg ‘glemmer’ at træne, eller ikke opnår mine ugemål, bliver det bemærket. Tracking motiverer mig til at bruge min tid bedst muligt.

En af mine udfordringer er, at jeg nemt kommer til at tjekke e-mail og Facebook mange gange på en dag. Det er især e-mailen der trækker i perioder hvor jeg afventer svar på spændende projekter og samarbejdsmuligheder. Og jeg når jeg først har tjekket mail, kan jeg jo lige så godt se om der sker noget spændende på Facebook.

Fra denne uge begynder jeg at tracke, hvor mange gange om ugen jeg tjekker e-mail eller Facebook. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne lide resultatet efter den første uge, men så meget desto vigtigere, at jeg bliver konfronteret med det. Det i sig selv at tracke det, vil få mig til at bruge mindre på mail og Facebook.

Det er de 3 vigtigste idéer fra bloggen, som jeg vil bruge i 2016. Hvilke lektioner er vigtigst for dig at gøre brug af i det kommende år? Der er brownie-points, hvis lektionerne kommer her fra bloggen, men jeg vil meget gerne høre fra dig under alle omstændigheder.

Spørgsmål til dig: Hvad synes du om denne måde at bruge links på?

Dette indlæg er et eksperiment. I stedet for at linke til artikler inde i teksten, som man normalt gør på blogs, har jeg samlet alle relevante links nederst i indlægget. Det er for at forbedre læseoplevelsen. Jeg oplever selv, når jeg læser på andre blogs, at jeg klikker på en masse links, og læser brudstykker på flere forskellige sider, før jeg får læst en artikel færdig. Det gør det svært at fordybe sig.

Research viser, at tekster med mange links, bliver oplevet som forvirrende. Denne research vil jeg vende tilbage til (det står på min idé-liste). I første omgang, er jeg meget interesseret i din, min læsers, mening om måden at bruge links på. Foretrækker du, at alle relevante links er samlet i slutningen af artiklen (som herunder), eller foretrækker du metoden med, at links optræder inde i teksten? Jeg vil meget gerne høre din mening uanset om du har lyst til at begrunde den. Skriv gerne en kommentar eller send mig en mail på christianstaalkontakt@gmail.com.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder og links

Artikel om viljestyrke: https://christianstaal.com/2014/11/25/chokolade-radiser-obamas-jakkesaet/

Mine slik- og alkohol-regler: https://christianstaal.com/2015/12/30/a%cc%8aret-der-gik-2015/

Checklister: https://christianstaal.com/2015/01/14/checklister/

Tracking og Hawthorne-effekten: https://christianstaal.com/2016/01/12/en-maaling-kan-aendre-alt/

Research om links i artikler: http://idratherbewriting.com/2010/06/19/finally-convinced-about-removing-inline-links-to-increase-readability/

Link til foto.