Chokolade, Radiser & Obamas Jakkesæt

by Christian Staal

“You are only as lazy or lacking in willpower as you think you are.” – Ken ChristianFoto: Kim Siciliano

 Foto: Kim Siciliano

Skumfiduser og succes

Skumfiduseksperimentet voksede børn med selvkontrol op og blev gladere, sundere og mere succesfulde end deres kammerater med lavere viljestyrke. De succesfulde børn havde det til fælles at de distraherede sig selv og på den måde gjorde opgaven nemmere. Nogle sang, andre dansede. Nogle holdt sig for øjnene, andre vendte sig om. Børnene der bukkede under for fristelsen sad og stirrede på lækkerierne indtil de ikke kunne dy sig længere.

Skumfidus-eksperimentet viser at viljestyrke er afgørende for succes. Men hvad bestemmer vores viljestyrke? Er det et spørgsmål om at have strategier parat når fristelserne dukker op? Er man født med viljestyrke? Eller er det situationsbestemt? Forskeren Roy Baumeister giver os svaret.

Radiser og chokolade

I 1996 lavede Baumeister et ondskabsfuldt eksperiment. Man inviterede forsøgspersoner til at sætte sig ved et bord hvor der var to ting: radiser og chokolade. Deltagerne var sultne – de havde fået ordre på at faste inden eksperimentet. Forsøgspersonerne blev delt op i to grupper. De blev sendt ind i rummet én deltager ad gangen og skulle være derinde alene. Deltagere i gruppe 1 fik besked på at spise radiser. Den lækre chokolade skulle de lade ligge. Gruppe 2 fik lov at spise chokoladen. Forskerne kontrollerede at samtlige deltagere i gruppe 1 havde overholdt forbuddet.

(Forskerne antager her at mennesker hellere vil have chokolade end radiser. Det passer ikke på alle personer, men da det passer på næsten alle, bliver særtilfælde automatisk udlignet. Personligt ville jeg hellere have radiser.)

I fase 2 af eksperimentet skulle forsøgspersonerne løse en opgave. Opgaven var umulig; der fandtes ingen korrekt løsning. Formålet var at teste forsøgspersonernes vedholdenhed. Hvor længe ville de blive ved med at prøve før de gav op? Gruppe 1-deltagerne blev gennemsnitligt ved i 8 minutter før de gav op. Deltagerne i gruppe 2 prøvede gennemsnitligt i 20 minutter før de gav op. Hvorfor blev gruppe 2-deltagerne ved i over dobbelt så lang tid som gruppe 1-deltagerne?

Baumeisters konklusion: Willpower depletion

’To deplete’ betyder ’at opbruge’. Baumeisters konklusion var at viljestyrke ikke er en konstant størrelse. Vi har alle sammen en given mængde viljestyrke som vi opbruger ved eksempelvis at modstå fristelser. Grunden til at gruppe 1-deltagerne gav hurtigt op var at de havde brugt deres viljestyrke på at modstå chokoladefristelsen. Effekten blev forstærket ved at forsøgspersonerne i forvejen havde fastet. Vores viljestyrke kan ses som et indre batteri, der kan lades op og tømmes. Vi forbruger viljestyrke på mange måder: når vi modstår fristelser, træffer beslutninger eller løser komplicerede opgaver. Vi oplader vores viljestyrke med mad og hvile.

Baumeister har gennem yderligere eksperimenter vist at vi har ét samlet viljestyrkebatteri som vi bruger til alt. Hvis f.eks. vi går igennem en følelsesmæssig hård situation hvor vi bruger viljestyrke til kontrollere vores følelser, vil det påvirke os på samme måde som hvis vi lige havde modstået fristelsen om at spise chokolade. Resultatet vil i begge tilfælde være at vi har mindre mental energi tilbage til at løse komplicerede opgaver eller træffe beslutninger.

Succesfulde mennesker er ikke superstjerner

Baumeister konkluderer yderligere at vores forestilling om at succesfulde mennesker er superstjerner er forkert. Det er så let at kigge på folk der udviser stor viljestyrke og sige ”de har mere viljestyrke end mig, det er nemmere for dem.” Baumeister mener ikke at forskellen er så stor som vi gør den til. Det der kendetegner succesfulde personer er ikke at de har mere viljestyrke end andre, men derimod at de gør det nemt for sig selv.

En god ting man kan gøre er at undgå at bruge energi på at træffe uvigtige beslutninger. Jo flere beslutninger vi træffer, og jo flere muligheder vi skal vælge imellem, jo mere viljestyrke opbruger vi. Det er grunden til at forfatteren Neil Strauss får leveret sin frokost hver dag kl. 12.00 når han skriver på et vigtigt projekt. Ved at undgå at træffe beslutninger om hvad og hvornår han skal spise, har han mere mental energi til overs til at skrive. Det er også grunden til at Præsident Obama kun går i blå eller grå jakkesæt. “You’ll see I wear only gray or blue suits,” sagde Obama i 2012 i et interview til Michael Lewis. ”I’m trying to pare down decisions. I don’t want to make decisions about what I’m eating or wearing. Because I have too many other decisions to make.”

Mark Zuckerberg gør det samme. Han tager en grå t-shirt på hver morgen. Han forklarede for nyligt hvorfor i en Q&A session: “I really want to clear my life so that I have to make as few decisions as possible about anything except how to best serve this community.”

Slik, kondisko og regler

Vi kan bruge Baumeisters konklusion i vores private liv og på vores arbejdspladser. En nem måde at gøre livet nemmere for os selv på er at gemme slikskålen væk. Hvis den står fremme, frister den – og det koster viljestyrke. Hvis vi ikke kan se den, skal vi ikke opbruge lige så meget viljestyrke for at modstå fristelsen. Dette trick virker også den anden vej. Forfatteren Steven Pressfield siger ”It’s not writing that is hard, it’s sitting down to write.” Det samme gælder i andre områder af vores liv. Det er ikke hårdt at løbe når vi først er kommet i gang. Det hårdeste er rejse sig fra sofaen og tage kondiskoene på. Psykologen Shawn Achor foreslår at vi laver små ændringer i vores omgivelser, der kan påvirke os på en positiv måde. Fx kan vi stille kondiskoene ved siden af sengen, så vi er klar til at tage dem på med det samme når vi vågner. Eller vi kan tage batterierne ud af vores fjernbetjening og gemme dem væk. På den måde havner vi kun foran fjernsynet når der er noget vi vil se. Ikke bare fordi det er nemt.

Et andet råd er at prioritere vigtige samtaler og beslutninger når vores viljestyrkebatteri er opladt. Hvad skal vi så gøre når vi føler os tømt for viljestyrke? Vi har to muligheder. Vi kan lade vores viljestyrke op (ved at hvile os eller spise). Eller vi kan løse opgaver, der ikke kræver meget mental energi. Forfatteren Josh Kaufmann anbefaler at man laver en Braindead List til sådanne situationer med opgaver man kan klare når man ikke har overskud til at klare vigtige opgaver. Det kan fx være at tjekke mails eller rydde op.

Et tredje råd fra Baumeister er at sætte klare regler for sig selv. Hvis du vil spise mindre slik så lav en klar regel. Eksempel på en dårlig regel: jeg vil forsøge at spise mindre slik. En god regel: jeg vil have én ugentlig slikdag. Det vigtigste er at det er nemt at definere hvorvidt du har overholdt reglen eller ej. Hvis du kan gøre det til en vane at overholde de regler du sætter for dig selv, kan du lære at modstå fristelser. Og du kan gøre det uden konstant at bruge af din viljestyrke.