Det vigtigste jeg lærte i Indien
by Christian Staal
Foto: Adam Singer
En korthistorie med en lykkelig slutning
Er du nogensinde kommet for sent på arbejde på grund af et forsinket tog? Har du stået forgæves i 20-30 minutter og ventet i snevejr med iskolde tæer? Er du ved at rive håret af dig selv, når du sidder i et tog og en nervøs melding lyder over højtalerne: ”Vi bliver desværre forsinket på grund af en signalfejl.”
Jeg har altid været utålmodig, og det er ikke kun DSB, der skaber frustration. Jeg bliver vanvittig af køer, der ikke bevæger sig, hvad end det er i Kastrup Lufthavn, i Netto eller på E20-motorvejen.
Her er et af mine yndlingscitater: “Every day, when you’re on the run, is the whole of your life. Every free minute is a short story with a happy ending.” Citat kommer fra bogen Shantaram, der starter med, at hovedpersonen flygter fra et fængsel. Han ser sig konstant over skulderen, fordi han er bange for at blive fanget, men flugten giver ham en gave. Den får ham til at sætte pris på hvert et øjeblik, han har i frihed. Hvert et minut, hvor han ikke bliver fanget, føles som en korthistorie med en lykkelig slutning.
Taknemmelighed er heldigvis ikke forbeholdt kriminelle. Når vi frygter at miste noget, stiger dets værdi, fordi vi ikke længere tager det for givet. Hovedpersonen i Shantaram sætter pris på sin frihed, fordi han er bange for at miste den. Et klassisk eksempel er dagen, hvor vi skal hjem fra ferie. Der finder vi ud af, hvor fantastisk stedet er. Hvad vi ikke ville give for en svømmetur i poolen eller et sidste besøg på vores yndlingsrestaurant. Det samme sker, når ting, vi tager for givet, bliver taget fra os i en kort periode. Det oplevede jeg i 2012, da jeg rejste til Indien med min veninde Isabel. Jeg har altid vidst, at vi har det godt i Danmark, men mødet med Indien åbnede mine øjne.
Sidespejle, Angry Birds og Malaria
Vi ankom til New Delhi lufthavn. Det første, jeg gjorde, var at tage myggespray på. Jeg kunne se de lokale omkring mig tænke: ‘Hah! Turist!’ Vi blev hentet i lufthavnen af en chauffør fra vores hostel. Vi trådte ind i bilen og kørte af sted. Musikken i bilen var så høj, at Isabel ikke kunne høre mig råbe: “Jeg ville ønske, at den her bil havde sikkerhedsseler.” Det eneste vi kunne høre – udover musikken – var bilerne omkring os, der dyttede, fordi vi var ved at køre ind i dem. Vores bil havde ingen sidespejle, de var blevet kørt af i den tætte trafik. Langs vejen så vi køer, påfugle og grise. Nogle steder var der også elefanter, kameler og aber. Vores chauffør spillede Angry Birds under hele turen. En klog mand sagde engang, at det kræver fire ting at overleve den indiske trafik: Erfaring, gode nerver, gode reflekser og den vigtigste: Held. Vores chauffør havde alle fire.
En dag i New Delhi gik jeg ud for at købe en guitar. Jeg fandt butikken på Google Maps, tog hen og købte guitaren og tog så tilbage til vores hostel. Det tog ni timer. Jeg er lidt flov over at indrømme det her, men butikken lå ikke særligt langt væk fra mit hostel. Jeg fór vild mange gange. Jeg har tidligere arbejdet som rejseleder, og jeg er vant til at kunne finde vej i fremmede lande, men i New Delhi var jeg fortabt. Alting var anderledes. Der var andre lyde end jeg var vant til, og jeg sov dårligt om natten. En dag vågnede jeg op med kvalme, hovedpine og feber. Isabel passede mig. Hun hentede alt hvad jeg havde brug for: Vand, Coca Cola, brød, bananer … og en spand. Jeg frygtede at det kunne være malaria, da jeg havde de samme symptomer. Isabel slæbte mig ned til en lokal læge, der konkluderede at jeg ikke havde malaria (det konkluderede hun ved få mig til at sige “ah” og lytte til mit hjerte). Det føltes som at være med i en tegnefilm, men lægen havde ret. Efter en uge var jeg frisk.
På vej til Taj Mahal
Isabel og jeg blev enige om at tage videre til Agra for at se Taj Mahal. Vi stod op før solopgang, og blev kørt på stationen af en tuk-tuk (en trehjulet minitaxi). Toget var fem timer forsinket, og da det kom var der så mange mennesker på perronen, at det lignede at hele byen skulle med det samme tog. Vi fik mast os ind i kupéen, hvor vi stod så tæt at man ikke kunne bevæge sig. Pludseligt mærkede jeg en hånd i min lomme. Jeg kiggede ned og så at en mand forsøgte at tage min pengepung. Jeg havde stramme jeans på, og derfor var der ikke plads til at både pengepungen og hans store hånd kunne komme op. Derfor løftede han hele min krop da han forsøgte at trække pengepungen op af min lomme.
Jeg så ham i øjnene og sagde “What are you doing?!” Han vendte sig om, skubbede de andre stakkels passagerer omkuld med en bevægelse, der lignede brystsvømning, og løb ud af toget. Jeg har senere fundet ud af at man skal passe på med skilte hvor der står “Pas på lommetyve”. Når du ser sådan et skilt er din reaktion typisk at mærke efter, om du stadig har dine værdigenstande. Lommetyvene observerer hvor turisterne mærker efter, og på den måde ved de hvilke lommer de mest værdifulde ting ligger i. Nogle steder hænger lommetyvene endda selv skiltene op.
Vær taknemmelig for det du har
Jeg havde mange oplevelser i Indien, der lærte mig hvor meget jeg tager for givet. På et af de steder, jeg boede, var der ikke nogen bruser, kun en spand. Flere steder var der kakerlakker og myg på værelserne. Men der var også mange højdepunkter. Jeg så Taj Mahal, mødte forretningsfolk i Mumbai, deltog i dragefestivalen i Ahmedabad, og jeg mødte de mest gæstfrie mennesker man kan forestille sig.
Den største gevinst var at oplevelserne i Indien satte livet i Danmark i perspektiv. Jeg kan ikke længere med alvor i stemmen brokke mig, når et DSB-tog er 20-30 minutter forsinket. Jeg bliver stadig frustreret over køer, der ikke bevæger sig, både på motorvejen og i supermarkedet. Men når det sker, tænker jeg på New Delhi – og så griner jeg af mig selv. Tænk på alle de ting, vi normalt tager for givet i Danmark: Sikker trafik, godt sundhedssystem, velfærd, ligestilling og fred.
Rejsen gennem Indien lærte mig at være taknemmelig for det, jeg har. Jeg ved aldrig, hvornår jeg måske mister det.
Prøv at brug et minut på at tænke over, hvad du har at være taknemmelig for, før du lægger dig til at sove i aften. På den måde kan du gøre din egen dag til en korthistorie med en lykkelig slutning.
Vil du modtage det bedste fra bloggen?
Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!
Videre læsning
Du kan læse mere om taknemmelighed her og her.
[…] har tidligere skrevet om min rejse igennem Indien, der lærte mig om taknemmelighed. Indlægget her beskriver videnskabelige undersøgelser, der […]
[…] juni 2012 flyttede min roommate og jeg fra hinanden, fordi jeg skulle ud på en lang rejse. Vi flyttede alle møbler selv, og arbejde hårdt til langt ud på natten. Jeg fik ondt i lænden, […]
[…] Citatet under overskriften inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. […]
[…] Citatet under overskriften inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. […]
Lige netop tålmodighed var noget af det jeg tog med mig hjem fra Indien. Som en venlig inder forklarede mig på perronen en time efter mit tog skulle have været der: “Tog er ikke forsinket, det er bare ikke kommet endnu… Hvis det stadig ikke er kommet om en time mere, så er det forsinket”.
Den tænker jeg på når de danske toge er et par minutter forsinket.
Og efter at have vasket mig (og alt mit tøj) i 5 måneder med vand fra en spand er jeg glad og taknemmelig når jeg kan tænde for en hane også kommer der varmt vand ud af bruseren.
Tak for et indlæg som genopfriskede mine egne minder, og igen fik mig til at glædes over alt hvad jeg lærte af inderne.
Hej Rasmus.
Tak for din kommentar. Sjovt at høre om din oplevelse 🙂
Du vækkede også lige et minde hos mig, jeg selv besøgte Indien i 2014. 3 uger fyldt med kaos, delhi belly, larm og varme, men stadig husker jeg tilbage på det som et af de mest spændende steder, jeg nogensinde har været, og jeg ville faktisk gerne tilbage igen en gang.
Hej Maja,
Tak for din kommentar. Jeg ser også tilbage på det som en meget spændende oplevelse. Kunne sagtens finde på at tage tilbage en skønne dag for at se nogle af mange steder i landet som jeg endnu ikke har set.
Dbh Christian
Da jeg blev folkepensionist havde jeg min 1ste tur til Goa, Indien.
Jeg faldt for landet med et brag og har nu været der 13 gange med min 6kg rygsæk og har foreløbigt besøgt ⅔ af Indiens 23 stater i sammenlagt ca 2 år.
Rejserne varer 2-3 mdr og er ofte på 2-3000 km med offentlig transport, hvor kommer i kontakt med utrolig venlige og hjælpsomme mennesker, som udviser stor respekt for en gammel Gut som mig. Og jeg har lært nøjsomhed og tålmodighed af dem !
Det indiske togsystem skal man lige vænne sig til, men det er utroligt godt udbygget – og billigt. En 3kl sovevogn fra Mumbai til Goa koster ca 23kr for ca 700km. Mens toget kører sidder jeg ofte i en åben togdør og lader landskabet panorere forbi – i timevis. En uforglemmelig oplevelse !
Indien er et fantastisk land og jeg glæder mig til besøg nr 14 som bl.a vil gå til Varanasi og Ganges.
Ben
Hej Ben. Tak for din kommentar. Det lyder som nogle gode oplevelse, og en fed måde at rejse på. Har du nogle favoritstater/områder, som du især vil anbefale til andre at besøge? Håber at du for en god tur nr 14 🙂 Dbh Christian
Fra Mumbai ta’r jeg altid til Candolim, Goa hvor jeg ofte er gæst hos den fhv borgmester og familien. De bor direkte ud til en vidunderlig 10km lang strand, hvor jeg hver gang tilbringer nogle uger med at få en rigtig skøn kulør.
Her har jeg så tid til at planlægge resten af ferien med udgangspunkt i Indian unesco world heritage sites.
http://www.dystopiclife.com/unesco-heritage-sites
Jeg kan godt li’ Western Ghats som strækker sig over 1600km
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Western_Ghats
som ender med en smuk sejltur i Kerala Backwaters og Asram visit i en uges tid.
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Kerala_backwaters
Den gamle danske koloni Trankebar er en skuffelse/tidsspilde
Det gælder faktisk det meste af den sydlige østkyst ud mod det Indiske Ocean. Så tag hellere til dejlige Sri-Lanka 😉
De fleste skal jo nok se Taj Mahal. Seværdigt men turisme.
Selv synes jeg godt om kamelridning og telt i Thar ørkenen.
Her har man ‘Natur’ !
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Thar_Desert
Nu er jeg spændt på næste tur med nye oplevelser i det nordlige Indien, måske tæt ved Tibet.
Ben, 78år og backpacker 😉
PS Prisen på sådan en vintertur 2016 lå på ca 110kr/dag incl fly, nye bifokale briller og tandlægebesøg. Men det kræver GOD planlægning, stor tålmodighed og man må ikke være sippet når man skal leve billigt som en inder, der bruger højre hånd til mad og venstre hånd til … ja, wc !
Hej Ben. Tak for at dele dine erfaringer. Du nævner mange spændende muligheder som jeg ikke selv kender til. Det vil jeg se nærmere på når (hvis) jeg en dag vender tilbage! Ønsker dig en god tur næste gang 🙂