Ordlyd: Brug de idéer, du læser om

by Christian Staal

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker bøger (her er mine favoritter). Men jeg løber ofte ind i en udfordring:

Jeg får ikke brugt de mange gode idéer, jeg læser om.

Sidste år fandt jeg ud af, at min ven Danni Liljekrans havde samme udfordring. Derfor besluttede vi os for at lave en podcast, hvor vi udfordrer hinanden til at redegøre for hvilke specifikke idéer vi har taget med os fra nogle udvalgte bøger –  og hvordan vi har brugt idéerne.

Målet er at blive bedre til at omsætte læsning til handling, og at inspirere lytteren til det samme. Derudover kan podcasten fungere som en lyn-introduktion til bøgerne, hvis man ikke har læst dem i forvejen.

Det er blevet til en sæson på syv episoder, som bliver udgivet henover sommeren. Hvis du vil have episoderne, kan du subscribe til podcasten i iTunes eller hvor du ellers lytter til podcast (det hjælper også mig, da Apple har det med at vise populære podcasts til flere potentielle lyttere). Episoderne kan desuden høres på siden her.

Du er meget velkommen til at dele dine kommentarer eller boganbefalinger med os. Danni finder du her; mig kan du kontakte ved at skrive en kommentarer herunder eller ved at sende en e-mail.