Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Mål eller systemer?

Mange mennesker sætter mål, men glemmer at skabe systemer, til at realisere dem. Et mål er hvor du vil hen i fremtiden; et system er hvad du gør regelmæssigt. At ville skrive en bog er et mål; at skrive 30 minutter hver dag er et system. At ville løbe et marathon er et mål; at træne fire gange om ugen er et system. Hvilke systemer har du brug for i dit liv?

Mere

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Du er som dine fem bedste venner

Jim Rohn sagde: “Du er gennemsnittet af de fem personer som du bruger mest tid sammen med.” Din underbevidsthed bliver påvirket af menneskerne omkring dig. Når du er sammen med ambitiøse mennesker bliver du selv mere ambitiøs. Når du tilbringer tid med glade mennesker bliver du selv gladere. Hvem tilbringer du din tid med, og hvordan påvirker de dig?

Mere
How the People Around You Affect Personal Success (artikel) af Leo Widrich.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

The Paradox of Choice

Valgmuligheder er en positiv ting, men kun til et vidst punkt. Hvis man har for mange alternativer at vælge i mellem er det sværere at træffe en beslutning, og at være glad for det valg man har truffet.

Mere
The Paradox of Choice (bog) af Barry Schwartz.
The Paradox of Choice (TED Talk) af Barry Schwartz.
(Jeg giver bevidst kun to forslag).

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Er du på rette vej?

I den moderne verden skal alting gå stærkt. Vi har for meget at nå og for lidt tid. Derfor spørger vi ofte os selv: ”Hvordan kan jeg gøre det her hurtigere?” Alt for sjældent spørger vi: ”Hvor vil jeg hen, og er jeg på rette vej?”

Mere
The Seven Habits of Highly Effective People (bog) af Stephen Covey. Vane 2 handler om at definere hvor man vil hen, mens vane 3 handler om hvordan man kommer derhen.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Myten om kropssprog

Du har sikkert hørt, at 55% af menneskelig kommunikation sker via kropssprog, mens stemmeføring og ordvalg står for henholdsvis 38% og 7%. Tallene kommer fra en undersøgelse som er blevet misforstået. Undersøgelsen omhandlede en specifik form for kommunikation, og resultaterne kan ikke overføres til kommunikation generelt. Det overordnede budskab er dog sandt: Man skal ikke undervurdere vigtigheden af non-verbal kommunikation.

Mere

  • TED Talks (bog) af Chris Anderson (kapitel 1).
  • Nej, 93% af kommunikationen sker IKKE via kropssproget (artikel) af Nana Holm Green (bemærk at de 93% som forfatteren referer til inkluderer både kropssprog og stemmeføring).
  • Citat fra Albert Mehrabian (forskeren bag undersøgelsen): “Please note that this and other equations regarding relative importance of verbal and nonverbal messages were derived from experiments dealing with communications of feelings and attitudes (i.e., like-dislike). Unless a communicator is talking about their feelings or attitudes, these equations are not applicable”. Du kan se mere på Mehrabians hjemmeside her (se punkt #5)
  • Taler du kropssprog? – Dokumentarserie Danmarks Radio.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

 

Værdien af simplicitet

Man kommer nemt til at fylde sit liv med så mange ting, at man ikke har tid til det, der er vigtigst. Simplicitet kan gøre dig mindre stresset og mere effektiv. Opskriften er simpel:

  • Find ud af hvad der er vigtigst
  • Skær alt andet væk

Mere

  • The Power of Less Af Leo Babauta. En kort bog, der viser hvordan du kan bruge simplicitet i forskellige områder af dit liv.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

To don’t listen

Vi kender alle sammen to-do listen, men nogle gange er det ligeså vigtigt at definere hvad man ikke vil gøre. Her er en to-don’t liste brugbar. Billedet viser tre eksempler på ting som jeg forsøger at undgå.

Mere

  • Læs mere om idéen i denne artikel af Daniel Pink
  • Idéen er inspireret af forfatteren Tom Peters – se ham fortælle om det i denne video.
  • Jim Collins skriver at et godt nytårsfortsæt er at lave en “Stop Doing liste“.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Bronze er bedre end sølv

Hvis du var olympisk atlet, ville du så foretrække en sølv- eller bronze-medalje? De fleste ville foretrække sølv, men bronze-vindere er oftest gladere for deres medalje. Bronze-medaljen aktiverer en følelse af taknemmelighed for top-3 placeringen, hvorimod sølv-medaljen fører til ærgrelse over, at man ikke vandt.

Mere

  • I dette blogindlæg, giver Derek Sivers nogle bud på hvordan du kan implementere denne idé i dit liv.
  • Her kan du læste mere om den psykologiske effekt af sølv-medaljer og bronze-medaljer.
  • The Paradox of Choice af Barry Schwartz (side 150). Bogen giver mange gode eksempler på, at mennesker ikke altid ved hvad der er bedst for os selv. Parakdokset som bogen handler om er, at de fleste mennesker antager, at flere valgmuligheder gør os gladere, hvilket ikke nødvendigvis er sandt.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Sådan får du inspiration

Mange mennesker drømmer om at udrette noget stort, men venter på at inspirationen kommer. Det er en doven tilgang til kreativitet: Man skriver ikke når man er inspireret – man bliver inspireret når man skriver. Somerset Maugham sagde det bedst: “Jeg skriver kun når jeg er inspireret. Det er jeg heldigvis hver morgen klokken ni.”

Mere

  • Denne artikel fra serien “Nå dine mål” udforsker idéen nærmere.
  • The War of Art af Steven Pressfield er god læsning hvis du vil lære mere om hvad, der holder mennesker tilbage fra at udleve vores kreative potentiale.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Flow

’Flow’ opstår når man fordyber sig i en opgave. Det føles godt at være i flow – og samtidigt er det produktivt. Der er flere kriterier som skal opfyldes for at komme i flow. En af de mest grundlæggende ting er, at sværhedsgraden af den opgave du arbejder på, skal matche dine evner. Hvis opgaven er for svær, opstår der angst og utilstrækkelighed; hvis den er for nem, opstår der kedsomhed.

Mere

Jeg anbefaler følgende resurser fra Mihaly Csikszentmihalyi, som er verdens førende forsker inden for flow:

  • Hans TED Talk – her får du en generel introduktion til flow.
  • Bogen Flow – En dybdegående introduktion til den videnskab som ligger bag begrebet.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Ugens idé: Den gyldne middelvej

Aristoteles mente, at positive karaktertræk opstår når man finder den gyldne middelvej mellem to ekstremer. Manglende mod er fejhed, og for meget mod er dumdristighed. Uanset hvilket karaktertræk der er tale om, handler det om balance.

Mere:

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Den lange hale

Når man tegner en graf over forskellige produkters popularitet, dukker der et mønster op: Nogle få hits er populære blandt mange mennesker, mens de fleste produkter appellerer til smallere målgrupper. Den lange hale er den del af kurven hvor nicheprodukter ligger. I mange år har hits domineret verden, men Den lange hales betydning vokser, bl.a. på grund af internettets udvikling.

Eksempelvis kommer over halvdelen af Amazons bogsalg kommer fra titler som ligger uden for top 130.000 – altså bøger med en så snæver målgruppe, at der ikke ville være plads til dem i en bogbutik.

Mere

  • Artikel: ”The Long Tail” af Chris Anderson. (Den første artikel om idéen.)
  • Bog: ”The Long Tail” af Chris Anderson. (Her udforsker han idéen i dybden).

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Ugens idé: Bæredygtig glæde

Der er to ting som afgør om en aktivitet er din tid værd: Produktivitet og glæde. Hvis en aktivitet hverken er nyttig eller fornøjelig er den uduelig. Nytte uden glæde er arbejde; Glæde uden nytte er nydelse. Bæredygtig glæde opstår når du er glad og produktiv på samme tid. 

Mere

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Ugens Idé: Hvor kommer gode idéer fra?

Mange tror at innovation opstår ud af ingenting, som en glødepære, der dukker op over hovedet på en tegneseriefigur. Men kreativitet opstår oftest når man kombinerer eksisterende idéer på en ny måde. Som Steve Jobs sagde: ”Creativity is just connecting the dots.”

Mere

Få mine bedste idéer gratis 

Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Ugens idé: Best Friends testen

Har du tænkt over, at det ofte er lettere at give dine venner råd, end selv at træffe beslutninger. Man kommer nemt til at stirre sig blind på sin egen situation. I disse tilfælde kan du bruge hvad Chip og Dan Heath kalder Best Friends testen. Bare spørg dig selv: Hvad ville du råde din bedste ven til at gøre i din situation?

Mere

Få mit bedste materiale gratis 

Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Nyt projekt på bloggen: Ugens Idé

I dag starter jeg et projekt, som vil hjælpe dig med at udvælge hvilke idéer, der er værd at give din opmærksomhed til. Du kan læse om baggrunden for projektet i dette indlæg.

Projektet: Ugens idé

Hver uge deler jeg en idé som er værd at kende til. Du får en præsentation af idéen på max 5 linjer, hvilket giver dig mulighed for at forstå hvad idéen går ud på, og om den er værd at lære mere om. For hver idé er der links til videre læsning, så du kan udforske de idéer nærmere, som er relevante for dig.

Den første idé kommer i næste uge. Projektet kommer til at køre i mindst fem uger. Jeg ser frem til at høre hvad du synes.

En overflod af information

Sir Francis Bacon sagde engang: “Viden er magt.” Sir Francis Bacon levede i en tid hvor kun magtfulde mennesker havde adgang til viden. I dag har de fleste mennesker i den vestlige verden adgang til mere information end verdens ledere havde for bare 50 år siden. Nu er der ikke mangel på viden, men derimod en overflod af information.

Det er vanskelligt at navigere rundt i al den information der findes. Når mængden af information stiger, sker der to ting:

  1. Yderligere information bliver mindre værd
  2. Evnen til at sortere/organisere information bliver mere værd

Det er hvad grafen herover viser. Hvis vi først kigger på kurven som repræsenterer værdien af information, kan vi se at hvis man ikke har noget information, er det ekstremt værdifuldt. Hvis vi derimod har “uendeligt” meget information, er yderligere information intet værd. Kurven for værdien af organisering er lige modsat. Hvis der ikke er noget information, er der intet at organisere; Hvis der findes uendeligt meget information, er det uvurderligt, at kunne organisere det. Jeg tror at dette er hemmeligheden bag Googles succes.

Information er et abstrakt begreb. Princippet som jeg beskrive i denne artikel gælder for mange domæner, fra kunst til videnskab.

Hvad er mest værd: Bøger eller anbefalinger?

Siden 2013 har jeg læst 258 bøger. Jeg giver bøger jeg læser karakter fra 1-10 for at huske hvor godt jeg syntes om dem. Grafen herunder viser hvor ofte jeg har givet de forskellige karakterer.

Jeg giver gennemsnitligt 6,8 i karakter. Jeg giver 10 til 7% af de bøger jeg læser. Jeg giver 8 eller derover til ca. 32% af de bøger jeg læser. (Beklager nørderiet — det må være en arbejdsskade fra universitetet).

Der findes ca. 129 millioner forskellige bøger i verden. Hvis blot 0,01% af disse er “10’ere” for mig, findes der over 12.800 10’ere som jeg ikke har læst. Hvis jeg bliver 100 år og læser to bøger om ugen? (begge dele optimistisk), kan jeg nå at læse 7.488 bøger inden jeg dør.

Hvis jeg skal have mest muligt ud af min læsning, er den mest afgørende faktor altså ikke flere bøger. Der findes allerede flere mesterværker end jeg har tid til at læse. Det handler bare om at finde dem. Derfor er anbefalinger mere værd for mig end bøger.

Hvordan kan vi bruge denne viden?

Jeg siger ikke at vi skal stoppe med at skrive bøger (jeg har ikke lyst til at leve i sådan en verden). Men husk at evnen til at organisere information er mere værd en nogensinde før – og for hver dag der går, bliver denne evne mere værdifuld. Overvej hvordan du kan bruge denne viden. Jeg har tænkt meget over dette. I næste blogindlæg deler jeg mit svar på spørgsmålet.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

KILDER OG VIDERE LÆSNING

3 grunde til at læse bloger: https://christianstaal.com/2015/07/05/3-grunde-til-at-laese-boger/

Der findes ca. 129 millioner bøger i verden. http://mashable.com/2010/08/05/number-of-books-in-the-world/#UHsQx2TramqU

 

Nå dine mål #8: Hvad er din plan?

Dette er sidste artikel i serien om hvordan du når dine mål. Du kan finde hele artikelserien her.

I seriens første artikel spurgte jeg: Hvad er dit mål? Du har nu fem strategier, der kan hjælpe dig med at kickstarte rejsen mod dit mål, og med at blive på rette kurs. Derfor vil jeg nu spørge dig: Hvad er din plan? Hvordan vil du bruge strategierne til at gøre dit mål til virkelighed?

De fem strategier

Herunder er en kort opsamling på de strategier vi har været igennem. Strategierne er stærke, men de virker kun hvis du bruger dem. Dette er din chance for at skabe et overblik over hvordan du kan bruge strategierne i dit liv.

Første strategi: Beslut dig på forhånd

  • Slut dagen af med at vælge morgendagens vigtigste opgaver.
  • Hvad er dine seks vigtigste opgaver for i morgen?
  • Prioriter opgaverne efter vigtighed.
  • Hvilken opgave ville gøre den største forskel for dig at få klaret i morgen?
  • Beslut dig for at starte dagen med at løse din vigtigste opgave.

Anden strategi: Skab konsekvenser

  • Hvilket af dine mål er vigtigst for dig at opnå?
  • Offentliggør dit mål.
  • Få en accountability buddy til at holde øje med om du arbejder på dit mål.
  • Brug tracking. Hvordan kan du gøre dit mål målbart?
  • Lav væddemål med dine venner.
  • Brænd bådene. Hvordan kan du stille dig selv i en situation hvor du ikke har nogen anden udvej end at nå dit mål?

Tredje strategi: Gør det nemt

  • Er det svært at komme i gang?
  • Hvordan kan du gøre det nemmere?
  • Hvad er et eksempel på en ‘dårlig kladde’, du kan lave, og være glad for?
  • Hvor i dit liv kan du glemme resultatet, og fokusere på at komme i gang?

Fjerde strategi: Skab små sejre

  • Hvad er eksempler på fejl, du tidligere har ærgret dig over? Kan du i stedet gøre som Edison og Pixar, og betragte fejlene som en naturlig del af kampen for at nå dit mål?
  • Gør som OL-vinderen Michael Phelps, og find små sejre i din hverdag.
  • Red seng om morgenen.
  • Inddel dine mål i delmål og specifikke handlinger.
  • Udnyt kaffekort-effekten: Hver en opgave du fuldfører er en sejr.

Femte strategi: Bliv ved         

  • Hvor i dit liv har du momentum nu?
  • På hvilken måde hjælper det dig?
  • Hvad ville det betyde for dig at miste det?
  • Hvilke situationer kan der opstå, hvor du risikerer at miste dit momentum?
  • Hvad vil du gøre for at fastholde dit momentum i de situationer?

Tak fordi du læste med. Jeg vil elske at høre om hvordan du har brugt strategierne. Skriv gerne en kommentar eller send mig en besked eller e-mail.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Nå dine mål #7: Kunsten at blive ved

Dette er syvende artikel i serien ”Nå dine mål”. Artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden, men du får mest ud af at læse dem i rækkefølge. Du kan finde en oversigt her.

start-inspireret

Da min kæreste og jeg flyttede til Nyborg i 2014, nåede vi til et punkt hvor vi næsten var færdige med at indrette lejligheden. Jeg manglede kun at hænge et skab, et par billeder og tre guitarer op. Jeg havde travlt den uge, og holdt derfor en pause fra indflytningsprojektet. Tingene blev aldrig hængt op. Undskyld, skat.

Har du prøvet at holde en pause, som resulterede i at du gik i stå? De foregående artikler har handlet om, at momentum er svært at skabe, men nemt at holde. Det værste du kan gøre er at miste momentum. Derfor handler den sidste strategi om at blive ved, så du bevarer dit momentum.

At springe en dag over

Da Steven Pressfield havde færdiggjort sin første roman, fortalte han sin mentor den gode nyhed. “Tillykke,” sagde mentoren. “Start på din næste bog i dag.” Jo længere man venter, jo sværere bliver det at komme i gang igen.

Stephen King råder forfattere til at skrive hver dag. Han følger sit eget råd, selv på sin fødselsdag. Det er ikke fordi det gør en forskel om han arbejder 365 dage om året eller 364 dage. Han værner om sit momentum. Det er nemmere at fortsætte end at starte forfra.

Undskyldninger

Jeg træner i fitnesscenter. Desværre har jeg knæproblemer. Når jeg har ondt i knæet opstår der et dilemma. Skal jeg træne alligevel for at fastholde mit momentum, eller skal jeg lade være, for at passe på mit knæ?

Det mest fristende er at droppe træningen. Når det er på grund af en skade, har jeg en god undskyldning. Men hvis jeg dropper træningen i et par dage, risikerer jeg at gå i stå.

Min løsning er at træne uanset hvad. Jeg laver de øvelser jeg kan uden at skade knæet, og så går jeg hjem. Selvom jeg ikke får meget ud af træningen betragter jeg det som en sejr, fordi jeg gjorde hvad jeg kunne og fordi jeg fastholdt mit momentum.

Venter du på inspiration?

Stephen Kings råd om at skrive hver dag, giver anledning til et kritisk spørgsmål. Hvad hvis inspirationen er væk? Skal man så stadig skrive?

Når inspirationen er væk, må du træffe et valg. Du kan holde en pause, eller du kan arbejde uden inspiration. Hver mulighed har sine fordele og ulemper. Hvis du arbejder uden inspiration, bliver resultatet formentligt dårligt. Hvis du holder pause, mister du momentum.

Det er op til dig at vælge hvad der er værst. At skrive en dårlig kladde, som du ender med at smide ud? Eller at miste dit momentum?

Jeg ventede på inspiration

Jeg har altid drømt om at skrive en roman, men manglede i mange år en idé som var værd at skrive om. Jeg lovede mig selv, at skrive den, når jeg en skønne dag fik en god idé. I 2011 begyndte idéerne at komme, og jeg fik skrevet 40 sider. Inspirationen forsvandt, og jeg besluttede at lægge projektet til side et stykke tid. Pludseligt var der gået et år, og jeg var ikke kommet i gang igen. Jeg kunne ikke tage mig sammen, fordi jeg havde mistet mit momentum.

Ingen er inspirerede hver dag

Nick Cave arbejder uanset om han er inspireret eller ej. “Det er ikke sådan, at jeg har en masse idéer, og at jeg så sætter mig ned og skriver sange,” har han sagt. “Jeg skriver sange, og så kommer idéerne. Jeg tager på arbejde om morgenen, uanset hvordan jeg har det. Uanset om min muse er der.”

Forfatteren Somerset Maugham blev en gang spurgt om hans forhold til inspiration. “Jeg skriver kun når jeg er inspireret,” sagde han. “Det er jeg heldigvis hver morgen klokken ni.”

Efter at have holdt pause et år, begyndte jeg at skrive igen. Jeg sagde til mig selv at hvis Stephen King og Nick Cave er villige til at arbejde selv når de ikke er inspirerede, er jeg også villig til det. Det har hjulpet mig med at opbygge momentum. Når jeg skriver uden at være inspireret bliver resultatet ofte elendigt. Det accepterer jeg. Jeg fejrer de dårlige kladder som et skridt på vejen mod et færdigt produkt. Det er en pris jeg betaler, for at fastholde mit momentum.

Eksempel: Sådan har jeg brugt strategien

I efteråret og vinteren 2015 skrev jeg kandidatspeciale. I december var tidspresset stort, og jeg havde svært ved at nå alt det jeg ville. Mange foreslog mig at tage en pause fra bloggen her, men det nægtede jeg. Hvis jeg holder pause fra at skrive, er det ikke til at sige hvornår jeg kommer i gang igen. Det er nemmere at fastholde momentum end at starte forfra.

Et andet eksempel er træning. Jeg tager i fitnesscenter mindst fire gange om ugen, uanset hvor gode undskyldninger jeg har for at lade være. Sidste år missede jeg min træning, fordi jeg var af sted på Camp True North. Det var kun en uge, men det var betydeligt sværere for mig at tage mig sammen til at træne, end det er når jeg vedligeholder vanen.

Øvelse: Hvordan kan du bruge strategien?

Du kan bruge strategien ved at besvare følgende fem spørgsmål:

  • Hvor i dit liv har du momentum nu?
  • På hvilken måde hjælper det dig?
  • Hvad ville det betyde for dig at miste det?
  • Hvilke situationer kan der opstå, hvor du risikerer at miste dit momentum?
  • Hvad vil du gøre for at fastholde dit momentum i de situationer?

Om to uger kommer den sidste artikel i serien ”Nå dine mål”. Den samler op på hvad vi har været igennem, og hjælper dig med at lægge en plan for hvordan du når dit mål.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder og videre læsning

Stephen King arbejder hver dag: Do the Work af Steven Pressfield, side 28.

Stephen Kings råd til forfattere: Skriveråd fra Stephen King: On Writing af Stephen King, side 177-180

Interview af Nick Cave.

Nå dine mål #6: Gør opgaven mindre

Dette er sjette artikel i serien ”Nå dine mål”. Artiklerne kan læses uafhængigt af hinanden, men du får mest ud af at læse dem i rækkefølge. Du kan finde en oversigt her.

evernote-snapshot-20170218-182247

Den kinesiske filosof Laozi sagde: En rejse på tusind mil, begynder med et enkelt skridt. Ingen kan rejse tusind mil på en gang. Det eneste man kan, er at tage næste skridt. Det er det samme med et projekt. Du kan ikke fuldføre hele projektet på én gang. Det eneste du kan, er at tage næste skridt. Derfor er det vigtigt at inddele store projekter i små opgaver. Stephen King blev på et tidspunkt spurgt hvordan han skriver. Hans svar var: Et ord ad gangen.

Indre modstand gør det svært at komme i gang. Når man inddeler opgaven i mindre dele, bliver modstanden mindre. I bogen Zen and the Art of Motorcycle Maintenance underviser professoren Phaedrus en klasse i retorik. En ung kvinde i klassen ønsker at skrive et essay på 500 ord om byen Bozeman. Hendes problem er at hun ikke kan komme i gang. Modstanden er stor og hun har intet momentum.

Phaedrus foreslår hende at gøre opgaven mindre. “Indskrænk det,” siger han. “Bare skriv om hovedgaden.” Kvinden prøver, men hun sidder stadig fast. Phaedrus siger at hun skal gøre opgaven endnu mindre. “Indskrænk det til en bestemt bygning på hovedgaden. Tag operahuset. Start med den mursten, der er øverst til venstre.” Dagen efter kommer kvinden tilbage med et langt essay om operahuset.

Kvinden kunne ikke få begyndt på essayet fordi det var overvældende, og fordi hun ikke vidste hvad det første skridt skulle være. Da opgaven blev mindre, blev det nemt at komme i gang, og da hun først kom i gang, var den værste del overstået. Da hun havde momentum blev opgaven betydeligt nemmere.

Hvordan opfatter du fejl?

Thomas Edison blev engang spurgt om, hvordan han havde det med at have fejlet 10.000 gange i forsøget på at opfinde glødepæren. “Jeg har ikke fejlet,” svarede han. “Jeg har fundet 10.000 måder der ikke virker.” Det som de fleste ville opfatte som en fiasko, anså Edison som et nødvendigt skridt på vejen til succes. Hver en fejl bragte ham tættere på den rigtige løsning.

Der er langt fra at citere nogle kloge til at tro på dem. Mange virksomheder siger at de værdsætter innovation, og at fejl er velkomne. Alligevel bliver ansatte skældt ud for deres fiaskoer. På Pixar er det anderledes. Næsten alle deres film oplever problemer under produktionen. Det bliver set som en naturlig del af processen. Faktisk bliver der set mærkeligt på film-crew, hvis de ikke oplever problemer under udarbejdelsen af en film. Toy Story 3 var den første Pixar-film, der ikke havde en alvorlig krise under produktionen. Det udtrykte medstifteren Ed Catmull adskillige gange efter udgivelsen. Man skulle måske tro at teamet bag filmen ville være glade og stolte af det, men det var de ikke. Det er en del af Pixars kultur, at fejl og kriser hører til under den kreative process. Derfor vidste teamet, at der blev sagt mellem linjerne, at de ikke havde udfordret sig selv nok.

Ved at tænke på fejl som skridt på vejen mod dit mål, bliver du bedre rustet til at håndtere tilbagegang. Som forfatteren Jennifer Cruise har sagt: ‘Hvis du ikke fejler, udfordrer du ikke dig selv nok.’

Fra morgenmad til OL-guld

Har du nogensinde haft så travlt med et projekt, at hvert sekund hvor du ikke arbejdede på det, føltes som spild af tid? Sådan har jeg det tit når jeg forbereder nye foredrag. Hvis jeg træner, spiser eller rydder op, tager jeg mig selv i at tænke, “jeg burde arbejde på det nye foredrag lige nu.” Det ændrede sig, da jeg hørte om verdenshistoriens mest vindende OL-atlet.

Ved OL 2008 vandt svømmeren Michael Phelps, otte guldmedaljer. En del af hans hemmelighed er at hans træner, Bob Bowman, forstår loven om momentum. Bowman har skræddersyet Phelps’s rutiner ud fra denne lov. Phelps’s liv er designet til at være en serie af små sejre, der bygger videre på hinanden og skaber momentum.

På konkurrencedage følger Phelps en fast rutine. Han står op og spiser æg og havregrød. To timer før konkurrencen, laver han sine fleksibilitetssøvelser. Rækkefølgen på øvelserne er altid den samme. Alt han gør, er en lille sejr, der vil blive en del af en stor sejr. Halvanden time før konkurrencen, går han i vandet og udfører en særlig svømmerutine. 45 minutter før løbet tager han sin LZR Racer svømmedragt på. Derefter lytter han til et bestemt hiphopmix.

Når løbet starter har Phelps opbygget momentum. Han har selvtillid. Han er allerede i gang med at vinde løbet, før det går i gang. Som hans træner, Bowman, siger, “Selve løbet er bare endnu et skridt i et mønster, der startede tidligere samme dag, og som udelukkende har bestået af sejre. At vinde er den naturlige forlængelse af det.”

Gør som Michael Phelps. Fyld dit liv med små sejre, så dit store mål blot er en sejr på vejen.

Kaffekort-effekten

I 2006 lavede et forskerhold fra Columbia University en undersøgelse på en lokal café. De introducerede et loyalitets-kort til kunderne. Når man købte en kop kaffe, fik man et stempel. 10 stempler gav en gratis kop kaffe. Forskerne ville besvare dette spørgsmål: “Går det hurtigere at få de sidste stempler, end at få de første stempler?” Det gjorde det. Mennesker har en tendens til at sætte hastigheden op, når vi er tæt på målstregen. Har du oplevet at sætte hastigheden op ved slutningen af en løbetur? Eller har du oplevet, at du ofte læser de sidste 50 sider i en bog hurtigere end de første 50?

Forskerholdet fra Columbia University vendte tilbage til caféen, med et nyt eksperiment. Denne gang blev kunderne inddelt i to grupper. Den ene gruppe fik et 10-stempel-kort. Den anden gruppe fik et 12-stempel-kort, hvor der allerede var to stempler på. Kortene var altså i grunden ens: begge manglede 10 stempler, før de ville give en gratis kaffe. Men 12-stempels-gruppen havde momentum. Det føltes som om de allerede var i gang. Resultatet var, at personer i 12-stempels-gruppen fik udfyldt deres kort betydeligt hurtigere end personer i 10-stempels-gruppen. Resultatet er blevet gentaget med rabatkort til bilvaske og med online shopping.

Du kan bruge effekten til din fordel. Inddel dine mål og projekter i små opgaver. Skriv alle opgaver ned, og kryds dem af når de er klaret. Hver gang du krydser en opgave af, registrerer din hjerne det som fremgang. Det giver dig en følelse af momentum.

Eksempel: Sådan har jeg brugt strategien

Jeg bruger Phelps metode. Jeg stresser ikke længere over mine foredrag. Når jeg træner, træner jeg. Når jeg vasker op, vasker jeg op. Alt hvad jeg gør, er en lille sejr på vej mod mit mål.

Da jeg blev slået ud af en talekonkurrence i oktober, var det en sejr, fordi jeg lærte af det. Da jeg skrev et dårligt udkast til denne artikel, var det en sejr. Da jeg rettede artiklen var det en sejr. Hver sejr bygger videre på den foregående sejr, og skaber momentum.

I efteråret 2015, da jeg afsluttede mit kandidatspeciale, var jeg presset. Det var svært at skabe momentum, og mange dage var det svært at komme i gang med at skrive. En forskel på videnarbejde og fysisk arbejde, er at fysisk arbejde ofte er mere tilfredsstillende, fordi man kan se hvad man opnår. Hvis man bygger et hus, kan man se dag for dag at man nærmer sig målet. Det opfatter underbevidstheden, hvilket øger momentum. Videnarbejde er mindre mærkbart under processen. Hvis man arbejder på idéer eller digitale dokumenter kan man ikke altid se fremgang når dagen slutter. Det er en ulempe, fordi det gør det sværere at skabe følelsen af produktivitet og momentum. Da jeg skrev speciale overkom jeg denne barriere ved at bruge et sælger-trick. Sælgere tæller ikke hvor mange salg de laver, men hvor mange kunder de kontakter. Når man tæller fejlene med som små successer, skaber man nemmere momentum. For at gøre arbejdet på mit speciale håndgribeligt, placerede jeg et gennemsigtigt plasticbæger på mit skrivebord, og lagde en papirklips i bægret for hver side jeg skrev. Som bunken af papirklips voksede, fik jeg opbygget mit momentum, hvilket gjorde det nemmere for mig at afslutte opgaven.

Øvelse: Fem måder at bruge strategien på

  • Hvad er eksempler på fejl, du tidligere har ærgret dig over? Kan du i stedet gøre som Edison og Pixar, og betragte fejlene som en naturlig del af kampen for at nå dit mål?
  • Find små sejre i din hverdag. Brug dagen i dag som eksempel. Gør som OL-vinderen Michael Phelps. Tillad dig selv at opleve så mange små sejre som muligt. På den måde opbygger du momentum. Find mindst tre eksempler på små sejre før du læser videre.
  • Red seng om morgenen. Rådet kommer fra Tim Ferriss. De tager ti sekunder at redde seng. Det er en lille sejr, der kickstarter dagens momentum.
  • Første strategi handlede om at sætte mål for den kommende dag. Sørg for at inddele målene i delmål. At komme i form er ikke en specifik ting du kan gøre. At melde dig ind i et Fitness-center er en specifik ting du kan gøre. Skriv dine vigtigste mål ned for i morgen. Find specifikke handlinger du kan tage. Beslut dig for at gøre det vigtigste først.
  • Udnyt kaffekort-effekten. Skriv alle opgaver ned. Små praktiske opgaver tæller også. Hvis du skal handle, rydde dit skrivebord op eller besvare e-mails så skriv det på din to-do liste. Kryds dem af, når du fuldfører dem. Når du tæller hver en opgave for en ting du har gjort, skaber du en følelse af at du har fart på og når en masse. Det påvirker dig psykologisk til at komme op i gear.

Den næste artikel i serien kommer om to uger. Den handler om hvordan du holder dig på rette vej, når du er kommet godt i gang.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder

Eksemplet med Michael Phelps er taget fra bogen ’The Power of Habit’ af Charles Duhigg, kapitel 4.

Eksperiment i kaffe-shop: Before Happiness af Shawn Achor, s. 117-118.