Christian Staal's Blog

Psykologi, Videnskab & Kommunikation

Tag: glæde

Positiv Psykologi: Hvad vi ved om lykke i dag

Her får du en artikel, som jeg har skrevet for et af mine yndlingsmagasiner, Psykologi. Artiklen udkom d. 3. december 2018.

Artiklen på fem sætninger: Positiv Psykologi er det videnskabelige studie af lykke og trivsel. Lykkeforskning har de seneste tyve år taget verden med storm, men har ikke været uden kritikere. Så hvor står den positive psykologi i dag og hvad kan den bruges til? For at finde svar, talte jeg med psykologi-professorene Hans Henrik Knoop og Svend Brinkmann. Jeg fik sågar fat i den positive psykologis stifter, Martin Seligman (som dog kun havde tid til et enkelt spørgsmål).

Du kan læse artiklen ved at trykke her eller på billedet herunder:

Bonus − Bliv klogere på Positiv Psykologi

Herunder har jeg samlet noget materiale til dig, der gerne vil mere i dybden med den positive psykologi. Der er alt fra artikler og bøger til foredrag og kurser.

Artikler om Positiv Psykologi (her fra bloggen):

Introduktion til Positiv Psykologi. Som titlen lover, får du her en introduktion til Positiv Psykologi. Du lærer hvad det er, hvordan det startede, og du får kendskab til nogle af de vigtigste teorier.

Et lykkeligt liv? Vi taler meget om hvordan man bliver lykkelig. Men er det egentligt det, livet handler om?

Verdens tredjelykkeligste land. Det er lige meget om Danmark ligger nummer et eller tre på listen over verdens lykkeligste lande. Et langt mere interessant spørgsmål er, hvordan vi sammen kan komme til at trives bedre. Denne artikel undersøger nogle af teorierne fra Positiv Psykologi, som kan hjælpe os med det.

Bruger du dine styrker? En introduktion til den gren inden for Positiv Psykologi, der handler om styrker.

Sådan finder du dine styrker. En guide til hvordan du finder dine styrker.

Når jagten på lykke giver bagslag. Hvis man fokuserer for meget på at være lykkelig, kan det have en negativ effekt.

Sådan bliver du lykkelig. Hvordan bliver man så lykkelig? Ved at fokusere på noget andet!

De syv bedste bøger om Positiv Psykologi

The Hope Circuit (2018) af Martin Seligman. Delvist et memoirer og delvist historien om hvordan den positive psykologi opstod, og hvilken betydning den har haft internationalt. (Findes pt. kun på engelsk).

Stumbling on Happiness (2006) af Daniel Gilbert. En underholdende og veldokumenteret gennemgang af nogle af de psykologiske mekanismer, der snyder os mennesker, i vores søgen efter lykke.

The Happiness Hypothesis (2006) af Jonathan Haidt. En velskrevet gennemgang af hvad lykke er og hvordan den opstår. Haidt trækker både på videnskabelige studier og på oldtidens filosoffer.

Positiv og negativ psykologi (2016) af Hans Henrik Knoop og Svend Brinkmann. To af landets førende eksperter – en fortaler og en kritikker – mødes i en åben diskussion om den positive psykologis styrker og svagheder. (Fås kun som e-bog).

At lykkes (2011) af Martin Seligman. I denne bog fremlægger Seligman sin PERMA-teori, og opsummerer desuden relevant positiv psykologisk forskning.

Stå Fast (2014) af Svend Brinkmann. Bogen handler ikke specifikt om positiv psykologi, men er derimod et opgør med ”tidens udviklingstvang”, som forfatteren argumenterer for, at den positive psykologi er en del af. (Bogen bygger på denne klumme, som Brinkmann skrev i 2014. Klummen giver en fin opsummering af bogens hovedpointer).

Robusthed i praksis (2017) Malene Mygind og Frans Ørsted Andersen (red.). Bogen udforsker hvordan robusthed kan bruges privat, på arbejdspladserne og på samfundsniveau. Bogen fungerer fint som en introduktion til flere af de mest centrale teorier og forskningsresultater fra Positiv Psykologi.

Fire fantastiske muligheder … til dig der vil i dybden med Positiv Psykologi

PIV – Positiv psykologi I Virkeligheden. En dansk Facebookgruppe, hvor forskere og praktikere deler viden og diskuterer positiv psykologi. Gruppen er aktiv, og afholder årligt en håndfuld arrangementer, hvor medlemmerne mødes og udveksler erfaringer. Jeg har selv været til mange af disse arrangementer, og det kan på det varmeste anbefales!

The Science of Well-Being. Et kursus som bliver udbudt på Yale University. Find det gratis på Coursera-siden her.

Positiv psykologi i hverdagen. En forelæsningsrække på fem gange, hvor du møder både forskere og praktikere. Forelæsningsrækken afholdes på Folkeuniversitetet flere steder i landet. (Linket stopper måske med at virke, når der starter en ny sæson. I så fald kan du prøve at søge på “Positiv Psykologi” inde på Folkeuniversitetets hjemmeside).

Masteruddannelsen i Positiv Psykologi ved Aarhus Universitet. Jeg har ikke selv taget uddannelsen. Men jeg har været til foredrag og konferencer med de fleste af underviserne. De ved hvad de taler om!

Vil du have mine bedste artikler? Jeg deler mit bedste materiale, og anbefalinger, i mit gratis nyhedsbrev (tilmeld dig her). Det udkommer to til seks gange om året, alt efter hvor meget jeg har på hjerte.

Læs resten af dette indlæg »

Kan penge gøre dig glad?

Penge kan ikke gøre mennesker glade, men fattigdom kan gøre os miserable. Videnskabelige studier har vist en sammenhæng mellem rigdom og livskvalitet, men jo rigere man er, desto mindre forskel gør flere penge.

Mere
Velkommen til verdens tredjelykkeligste land (artikel), christianstaal.com.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Ugens idé: Bæredygtig glæde

Der er to ting som afgør om en aktivitet er din tid værd: Produktivitet og glæde. Hvis en aktivitet hverken er nyttig eller fornøjelig er den uduelig. Nytte uden glæde er arbejde; Glæde uden nytte er nydelse. Bæredygtig glæde opstår når du er glad og produktiv på samme tid. 

Mere

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Sådan bliver du lykkelig

9151232338_d86c348654_k

Foto: Ghatamos (Flickr)

I mit seneste blogindlæg skrev jeg om problemet med jagten på lykke. Hvis du forsøger at være glad, kan det formindske din glæde. Men hvis man ikke kan jage lykken, hvad gør man så?

Den bedste løsning kommer fra Viktor Frankl, en jødisk psykolog, der overlevede at være fanget i koncentrationslejr under 2. verdenskrig. I bogen Man’s Search for Meaning, skriver Frankl, at jo mere man gør lykke til et mål, jo mere vil man skyde forbi. Det eneste man kan gøre er at fokusere på andre ting, og håbe på at glæde opstår som en sidegevinst.

Hvis du vil jage lykke, så tag en omvej

Man hører altid om genveje, men hvis du vil være glad, er det smartere at tage en omvej. Jagten på lykke giver bagslag, fordi man er for fokuseret på at blive glad, og for opmærksom på hvor glad man er. Den bedste metode er derfor at tage en omvej, hvor målet ikke er lykke, men hvor lykke naturligt opstår som en sidegevinst. Her er fem omveje du kan tage:

Første omvej: Taknemmelighed

Taknemmelighed er som en muskel. Jo mere du sætter pris på hvad du har, jo mere vil du lægge mærke til hvor meget du har at sætte pris på.

I en 10-ugers lang undersøgelse fra 2003, bad Robert Emmons nogle forsøgspersoner om at skrive fem ting ned som de var taknemmelige for hver uge. Ved slutningen af de ti uger var disse forsøgspersoner lykkeligere end kontrolgruppen, som ikke havde lavet taknemmelighedsøvelser. Gentagne eksperimenter har vist samme effekt.

I sektionen “kilder” nederst på siden, er et link med forslag til hvordan du kan bruge taknemmelighed i dit liv.

Anden omvej: Motion

Når du får pulsen op, udløser din hjerne endorfiner, hvilket giver en følelse af lykke. Prøv at være sur mens du hopper på en trampolin i fem minutter i træk. Det er svært (jeg har prøvet).

Undersøgelser viser gang på gang, at motion gør mennesker gladere. Og effekten er stor. Hvis man er deprimeret kan motion i nogle tilfælde have en lige så stor effekt som lykkepiller.

Tredje omvej: Meditation

Meditation kan hjælpe dig med at være til stede i nuet, og med at acceptere livets svære stunder.

Videnskabelige undersøgelser har gentagne gange vist, at meditation kan gøre mennesker gladere, og at det kan reducere stress, angst og depression.

Hvis man ikke kender til meditation kan det godt lyde lidt mystisk og “wuu-wuu-agtigt”. Det synes jeg ikke det er. Og i modsætning til hvad mange tror, behøver meditation ikke at være forbundet til religion. Du behøver ikke være buddhist for at meditere, ligesom du ikke behøver at være kristen for at udvise næstekærlighed.

Meditation handler om at være til stede i øjeblikket. Det kan man eksempelvis gøre ved at fokusere på sit åndedræt. Hvis du vil lære om filosofien bag meditation vil jeg anbefale bogen “A New Earth” af Eckhart Tolle. Hvis du foretrækker en mere videnskabelig tilgang, anbefaler jeg “Waking Up” af Sam Harris.

Fjerde omvej: Skab relationer til andre mennesker

Mennesker er flokdyr, og relationer til andre mennesker har stor betydning for vores lykke. Ifølge undersøgelsen Very Happy People, er relationer til andre mennesker den mest afgørende faktor for hvor lykkelig en person er.

Skab gode relationer, og bevar de relationer, der er vigtige for dig. Intet er vigtigere.

Femte omvej: Gør noget for andre

Dette er rådet som Viktor Frankl giver i Man’s Search for Meaning. Han så følgende mønster i koncentrationslejrene: Mennesker der levede for noget som var vigtigere end dem selv, var mest tilbøjelige til at overleve.

Når du gør en forskel for andre vil lykke ifølge Frankl opstå som en naturlig sidegevinst.

Videnskabelige eksperimenter bekræfter Frankls tese. I et eksperiment på University of British Columbia sammenlignede forskeren Michael Norton effekten af at købe noget til én selv med effekten af at købe en gave til andre. Dem der købte noget til andre var gladere end dem der købte noget til sig selv. I stedet for at give gaver, kan man også give sin tid. Research viser, at frivilligt arbejde kan have en positiv effekt på den frivilliges lykke.

Det er som Carit Etlar (forfatter til Gøngehøvdingen) sagde: ”Glæden er som et lys. Tænder du det for andre, skinner det tilbage på dig selv”.

Sådan får du mest ud af omvejene

Nu har du læst fem omveje til at skabe lykke i dit liv. Hvilken af dem har du mest lyst til at afprøve? Og hvordan kan du gå i gang med det allerede i dag?

Når du tager en af de fem omveje, så fokusér på selve aktiviteten, og ikke på hvor glad den gør dig.

Hvis du afprøver en af de fem omveje vil jeg gerne høre om din oplevelse. Du er velkommen til at skrive en kommentar eller skrive til mig på kontakt@christianstaal.com.

Der går længe før du hører fra mig igen

I næste uge rejser min kæreste og jeg til Spanien for at gå en lang pilgrimstur. Næste blogindlæg kommer derfor først til juni. Den næste udgave af mit nyhedsbrev er gjort klar til afsending. Det vil blive sendt i midten af maj. I denne udgave af nyhedsbrevet får du mine tre bedste artikler fra 2016, og anbefalinger på tre ting jeg har fået øjnene op for de seneste måneder. Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. (Det kommer 4-6 gange om året, og det er gratis!)

Kilder og videre læsning

Bæredygtig glæde. Artikel om hvordan du opnår både øjeblikkelig glæde og langtsigtet glæde.

Verdens tredjelykkeligste land. Artikel om lykkeforskning.

Hvad er du taknemmelig for? – Blogindlæg med tips til hvordan du kan indarbejde taknemmelighed i dit liv.

En anden undersøgelse har vist, at frivilligt arbejde kan have en positiv effekt på arbejderens lykke: The Happiness Hypothesis af Jonathan Haidt, s. 174

Dem der købte noget til andre var gladere end dem der købte noget til sig selv – TED Talk af Michael Norton.

Hvis man er deprimeret kan motion i nogle tilfælde have en lige stor effekt som lykkepiller. : The How of Happiness af Sonja Lyubomirsky, s. 255.

Videnskabelige studier af meditation. Se: Harte, J., Eifert, G., & Smith, R. (1995). The effects of running and meditation on beta-endorphin, corticotrophin-releasing hormone and cortisol in plasma, and on mood. Biological Psychology, 40(3), 251-265, og: Kabat-Zinn, J. (2003). Mindfulness-Based Interventions in Context: Past, Present, and Future, University of Massachusetts. 144-156. DOI: 10.1093/clipsy/bpg016 og: Smith, P., Compton, W. & Beryl, W. (1995). Meditation As An Adjunct To A Happiness Enhancement Program. Journal of Clinical Psychology, 51, 269-273.

Undersøgelsen “Very Happy People” – Very Happy People af Ed Diener og Martin Seligman: http://pss.sagepub.com/content/13/1/81.abstract

Studie af 159 hjertepatienter: Love and Survival af Dean Ornish, s. 24

Man’s Search for Meaning af Viktor Frankl. Her er et citat fra bogen, der beskriver Frankls holdning på en elegant måde:

“Don’t aim at success. The more you aim at it and make it a target, the more you are going to miss it. For success, like happiness, cannot be pursued; it must ensue, and it only does so as the unintended side effect of one’s personal dedication to a cause greater than oneself or as the by-product of one’s surrender to a person other than oneself. Happiness must happen, and the same holds for success: you have to let it happen by not caring about it. I want you to listen to what your conscience commands you to do and go on to carry it out to the best of your knowledge. Then you will live to see that in the long-run—in the long-run, I say!—success will follow you precisely because you had forgotten to think about it”

Kilde til foto.

Flere artikler om positiv psykologi:

Positiv Psykologi: Hvad vi ved om lykke i dag

Introduktion til Positiv Psykologi

Når jagten på lykke giver bagslag

MASKERFIN

Foto: Creative Commons

Jeg havde ikke lyst til at skrive dette indlæg

Jeg læser tit om lykkeforskning, og skriver ind i mellem om hvad jeg lærer. I sidste uge læste jeg om nogle eksperimenter, der viser at det kan være usundt at fokusere på hvor lykkelig man er.

Jeg var splittet da jeg læste det. Det var nogle relevante undersøgelser, men grundlæggende er jeg tilhænger af positiv psykologi. Derfor har jeg mere lyst til at rose dette forskningsfelt, end at kritisere det.

Jeg har tidligere skrevet om confirmation bias, som er menneskers tendens til at favorisere information, der matcher vores verdensbillede. Pludseligt gik det op for mig: “Hvis jeg undlader at fortælle om disse undersøgelser, er jeg offer for en psykologisk mekanisme, jeg selv har skrevet om.” Selvom jeg synes, at positiv psykologi er værdifuldt, mener jeg at det er vigtigt at præsentere både de positive og de negative sider. Det giver et mere helt billede. Derfor vil jeg nu fortælle om problemet med…

Jagten på lykke

Vi lever i en tid hvor det er populært at jage lykke. Hvis man snakker om karrierevalg, eller hvor man skal bosætte sig, er det almindeligt at høre sætningen, “Det vigtigste er jo også, at du er glad.” Man kan jage lykke på mange måder, eksempelvis gennem kærlighed, rejser, koncerter, selvhjælpsbøger eller god mad. Men hvad sker der egentligt når mennesker fokuserer på at være lykkelige?

For at besvare spørgsmålet, udførte forskerne Jonathan Schooler, Dan Ariely og George Loewenstein i 2003 et eksperiment. De bad en gruppe forsøgspersoner om at lytte til Igor Stravinskys ballet “Forårsofferet” fra 1913. Forsøgspersonerne blev inddelt i fire grupper, og fik forskellige instrukser:

– Gruppe 1 skulle forsøge at være glade mens de lyttede til musikken

– Gruppe 2 skulle lægge mærke til hvor glade de var mens de lyttede til musikken

– Gruppe 3 skulle forsøge at være glade, og samtidigt lægge mærke til hvor glade de var

– Gruppe 4 skulle blot lytte til musikken

Efter oplevelsen målte forskerne hvor glad hver enkelt forsøgsperson var. Resultatet viste at det har en negativ effekt at forsøge at være glad. De personer der ikke fik nogle specifikke instruktioner var efterfølgende 4,5 gange gladere end dem der forsøgte at være glade. Det havde også en negativ effekt at være opmærksom på hvor glad man var mens man lyttede til musikken.

I en spørgeskema-undersøgelse spurgte et amerikansk forskerteam en gruppe respondenter om hvor vigtigt det er for dem at opnå lykke. Desuden spurgte de ind til følelser som stress, ensomhed og depression. Her fandt de følgende mønster: De personer der gik meget op i at opnå lykke havde en større tendens til at være stressede, ensomme og deprimerede.

Undersøgelser som ovenstående skal selvfølgeligt læses med visse forbehold. For Stravinsky-undersøgelsen, kan man spørge om analogien er passende. Er det nødvendigvis med livet som det er med Stravinsky-musik? For spørgskema-undersøgelsen ved vi ikke om der er tale om årsag-virkning, eller blot en korrelation. Målet om lykke var ikke nødvendigvis roden til problemet.

Selv med de forbehold, er undersøgelserne relevante at have i baghovedet, især i en tid hvor jagten på lykke spiller en stor rolle i manges liv. Jeg tror det er fornuftigt at lytte til undersøgelserne. Hvis du vil være glad, så lad være med at fokusere for meget på hvordan du kan blive glade, og hvor glad du er.

Men hvordan bliver man så lykkelig?

Hvordan bliver man lykkelig, hvis jagten på lykke giver bagslag? I næste blogindlæg giver jeg nogle forslag til hvordan du kan gribe det an.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder

Artikel om confirmation bias.

Stravinsky eksperiment: Schooler, J., Ariely, D., & Loewenstein, G. (2003). “The pursuit and assessment of happiness can be self-defeating.” I: I. Brocas and J. Carrillo (Eds.), Psychology and Economics, Vol 1. (s. 41–70). Oxford: Oxford University Press. (Kan findes som PDF her.)

Musikken der blev brugt: Igor Stravinsky – Forårsofferet (1913).

Den omtalte spørgeskema-undersøgelse: The Upside of Your Dark Side af Todd Kashdan og Robert Biswas-Diener. De har taget eksperimentet fra: Mauss, I. B., Tamir, M., Anderson, C. L., & Savino, N. S. (2011). “Can seeking happiness make people unhappy? Paradoxical effects of valuing happiness.” Emotion, 11, 807–815.

Hvis du vil læse mere om, at positivitet ikke altid er bedre end negativitet, vil jeg foreslå bogen: The Upside of Your Dark Side af Todd Kashdan og Robert Biswas-Diener.

Kilde til foto.

Flere artikler om positiv psykologi:

Positiv Psykologi: Hvad vi ved om lykke i dag

Introduktion til Positiv Psykologi

Bæredygtig glæde

‘Somewhere along the line we seem to have confused comfort with happiness.’ – Dean Karnazes (ultramarathonløber)


7356883190_8c2d69e40d_k

Foto: Moyan Brenn

For et par uger siden skrev jeg om at det er vigtigt at tænke langsigtet. Pointen i den artikel var at det ofte er bedre at gøre noget som er godt for dig langt sigt, end noget som er behageligt nu. Idéen om selvkontrol står i kontrast til en anden populær tendens. Jeg hører tit råd som: ”Lev i nuet.” ”Følg dit hjerte.” ”Gør det der gør dig glad.” De to idéer behøver ikke at være modsætninger, selvom det virker sådan på overfladen.

Fire slags aktiviteter

Her er en måde som jeg inddeler aktiviter på. For en given aktivitet kan du stille to spørgsmål:

  • Gør den mig glad nu?
  • Er den god for mig på langt sigt?

Svarene afgør hvilken slags aktivitet der er tale om. Der findes fire slags aktiviteter: arbejde, nydelse, idioti og bæredygtig glæde.

Arbejde

Nogle gange er vi nødt til at gøre ting for vores fremtid, som vi ikke har lyst til lige nu. Ellers ville vi altid spise skumfiduser, vi ville sjældent lave lektier og vi ville aldrig gøre rent. Aktiviteter, der gavner vores fremtid, men som ikke gør os glade nu, kalder jeg Arbejde. Hvis du går i fitnesscenter, køber ind eller tager i skole, hører det ind under denne kategori.

Nydelse

Om foråret sår vi, om efteråret høster vi. Hver ting til sin tid. Alt hvad vi gør behøver ikke at være for fremtiden. Nogle gange er det på sin plads at give os selv lov til at nyde. Nydelse er ting som vi nyder mens vi gør dem, men som ikke gavner os på lang sigt. Det kan fx være at spise jordbærtærte, at se Ringenes Herre eller at drikke rødvin.

Idioti

Nogle gange gør vi ting som vi ikke nyder og som ikke gavner os på lang sigt. Det er idioti. Det opstår ofte når vi gør ting, der burde give os nydelse, men som vi egentlig ikke nyder. Hvis vi fx spiser kage, men ikke nyder det, er det idioti. Vi gør noget usundt og vi får intet ud af det. Det samme gælder hvis vi ser TV, spiller Farmville eller ser på Youtube-videoer. Hvis vi nyder det er det fint. Hvis ikke, er det idioti.

Bæredygtig glæde

Når du nyder en aktivitet, som samtidigt gavner dig på langt sigt, scorer du jackpot. Jo mere du kan gøre det, jo bedre. Jeg kalder det bæredygtig glæde fordi det gør os i stand til at være glade både nu og i fremtiden. Her er nogle eksempler:

  • Hvis vi går på arbejde og nyder det
  • Hvis vi træner og har det godt mens vi gør det
  • Hvis vi lærer noget nyt og har det sjovt mens vi gør det
  • Hvis vi læser og nyder det
  • Hvis vi mediterer og nyder det
  • Hvis vi deler oplevelser med mennesker vi holder af

Skemaet herunder opsummerer idéen om bæredygtig glæde.glaede

Det er forskelligt fra person til person hvilke aktiviteter, der medfører bæredygtig glæde. For mig er læsning bæredygtig glæde, for andre er det arbejde. For mig er Farmville idioti, for andre er det nydelse. På en god dag er en tur i Fitnesscentret bæredygtig glæde for mig. På en dårlig dag, hvor jeg ikke nyder det, er det arbejde.

Aktiv eller passiv?

Har du nogensinde været i teatret? Hvem tror du har den bedste oplevelse, tilskuerne eller skuespillerne? Til en god forestilling har publikum en god oplevelse, men hvis skuespillerne elsker deres job har de sandsynligvis en endnu bedre oplevelse. De lever sig ind i forestillingen og de er i nuet. Det er det samme med koncerter. Når Bruce Springsteen går på scenen giver han tusindvis af fans en god oplevelse, men han har selv den største fest.

Flow

I sin research har psykologen Mihaly Csikszentmihalyi vist at malere, musikere, faldskærmudspringere, hyrder, kokke, skakspillere, arkitekter, bjergbestigere, atleter og kirurger alle oplever en lignende psykologisk tilstand gennem deres aktiviteter. Tilstanden hedder flow og er forbundet både med glæde og produktivitet. Vi er glade når vi lever os ind i en opgave. Vores bekymringer forsvinder og vi er i nuet. Når vi er i flow er vi produktive fordi vi er opslugte af den opgave vi er i gang med. I bogen Flow skriver Csikszentmihalyi at mennesker har nemmere ved at komme i flow når vi er på arbejde end i vores fritid. En af grundene er at vi er aktive når vi arbejder. Bruce Springsteen er i flow når han giver koncert.

Er du glad når du ser TV?

Vi antager at arbejde er hårdt og at afslapning er behageligt, men er vi gladere når vi sidder i sofaen end når vi er på arbejde? Forskning viser at passivitet kan føre til depression. Csikszentmihalyi har gennem studier vist at mange mennesker ofte er lettere deprimerede når de ser TV. En ny undersøgelse lavet af forskere på the University of Texas viser at TV Maratons kan føre til depression og ensomhed.

Forskellen på glæde og komfort

Ultramarathonløberen Dean Karnazes sagde engang at vi let kan komme til at forveksle komfort med glæde. Vores livs bedste øjeblikke er ikke når vi er passive. Hvornår tror du at Bjarne Riis var gladest? Da han kørte fra Indurain på Hautacam i 1996 eller når han slapper af og ser film? Det er ikke behageligt at presse sin krop til det yderste, men vores livs største øjeblikke sker når vi er aktive. Glæden er størst når vi arbejder for den.

To forskelle på nydelse og bæredygtig glæde

Nydelser mister deres værdi hvis du får for meget af dem. Når du spiser is er de første par bidder bedst. Det samme gælder for Youtube-videoer og hyggetid på Facebook. Derfor er det en god idé at være sparsom med nydelserne og planlægge dem så du får mest muligt ud af dem. Bæredygtig glæde bliver ved med at føles godt selvom en aktivitet varer længe. En lang gåtur gør dig træt, men på en god måde. En anden forskel er hvordan du har det efter aktiviteten. Du har det fantastisk efter at du har overvundet din frygt eller fuldført et Marathon. Med nydelse er det anderledes. Det er dejligt at se en god film, men fornøjelsen stopper når filmen er slut. Nydelse kan endda påvirke os negativt hvis vi får for meget. TV Marathons fører til depression og ensomhed. For meget kage giver os kvalme og ondt i maven.

Bæredygtig glæde i dit liv

Bæredygtig glæde opstår når vi nyder arbejdsaktiviteter. En god måde at finde bæredygtig glæde på er at tage udgangspunkt i aktiviteter, der skaber velvære på lang sigt. Det kan eksempelvis være situationer hvor:

  • Du er produktiv
  • Du er glad efter aktiviteten, ikke kun imens
  • Du overvinder din frygt fx ved at holde en tale eller springe i faldskærm
  • Du spiser sundt
  • Du får motion
  • Du hjælper andre
  • Du lærer noget nyt
  • Du mediterer
  • Du tjener penge

Se på listen herover. Hvis du kan gøre nogle af de ting og have det sjovt mens du gør det, skaber du bæredygtig glæde. Der er ingen der kender dig bedre end dig selv. Derfor er det op til dig at finde de aktiviteter der fylder dit liv med bæredygtig glæde.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder

TV Maratons kan føre til depression og ensomhed.

Sammenhæng mellem TV og depression. Power of Full Engagement, s. 76.

Flow af Mihaly Csikszentmihalyi

Link til foto.

 

Hvad er du taknemmelig for?

Phodopus_sungorus_-_Hamsterkraftwerk

Videnskabelige undersøgelser har de senere år vidst, at taknemmelighed kan føre til forøget livskvalitet. Dette indlæg viser hvorfor det er tilfældet, samt hvordan du kan bruge taknemmelighed i dit liv.

Modstandsdygtighed

Vi mennesker tilpasser os hurtigt nye situationer. Derfor har ændringer i vores omgivelser ikke så stor betydning for vores lykke som man skulle tro. Studier viser at det gælder lottovindere så vel som personer der kommer ud for paralyserende ulykker. På kort sigt er lottovinderne ekstatiske, og de lammede patienter ulykkelige. Men efter cirka et år er alle omtrent lige så glade som de plejede at være. (Hvis du vil vide mere om lykkeforskning, kan du læse dette blogindlæg).

Lykke-trædemøllen

Menneskers tendens til ikke at blive påvirket af ændringer som ovenstående beskytter os under tragedier. Mekanismen betyder at mange mennesker kan rejse sig op igen, uanset hvor hårdt de falder. Men det har en negativ konsekvens: det gør det svært for os at blive gladere end vi allerede er. Hvis vi bliver forelskede, forfremmede eller millionærer gør det os glade på kort sigt. Men efter noget tid vender vores lykkeniveau tilbage til det som det altid har været. Når vi forsøger at blive gladere arbejder vores egen modstandsdygtighed os imod. Psykologer kalder fænomenet ‘den hedonistiske trædemølle’, jeg kalder det lykke-trædemøllen. Ligesom en hamster der ikke kommer videre uanset hvor hurtigt den løber, bliver mennesker ikke lykkeligere uanset hvor meget vi kæmper for det.

Et eksempel på lykke-trædemøllen

I We Learn Nothing, beskriver Tim Kreider, at han på et tidspunkt blev overfaldet med kniv og var med at miste livet. Han skriver at bortset fra øjeblikket hvor han troede at han skulle dø, er det en af de bedste ting der er sket ham. Efter oplevelsen var han ikke ulykkelig i et helt år, fordi han var glad for at være i live. Men efter et år vendte hans gamle frustrationer tilbage, og han tog sig selv i at råbe i trafikken, slå på sin computer og ligge om natten og tænke på hvad der skulle blive af ham. Som Kreider skriver, så kan mennesker ikke for evigt være glade for en ting der er sket, ligesom man ikke kan være forelsket for evigt.

Taknemmelighed

Taknemmelighed kan gøre mennesker lykkeligere, fordi det holder lykke-trædemøllen i skak. Når du føler dig taknemmelig over hvad du har, tager du det ikke for givet, og derfor fortsætter det med at gøre dig glad i lang tid. Den førende forsker inden for taknemmelighed Robert Emmons, lavede i 2003 et eksperiment, der testede effekten af taknemmelighed. Forsøget varede ti uger. Forsøgspersonerne blev inddelt i en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. Deltagere i forsøgsgruppen skulle én dag om ugen skrive 5 ting ned som de var taknemmelige for. Forsøgspersoner i kontrolgruppen skrev ting ned de havde oplevelet. Hvad de skrev om var op til dem. Ligesom deltagere i forsøgsgruppen skulle de skrive 5 ting og det skulle de gøre én gang om ugen i de ti uger. Efter de ti uger var forsøgsgruppen, der havde ført en taknemmelighedsjournal mere tilfredse med deres liv end kontrolgruppen. Effekten er blevet demonstreret i flere eksperimenter.

Sådan bruger du effekten til din fordel

Det er nemt at bringe taknemmelighed ind i dit liv. Du gør det ved at blive opmærksom på hvad du er taknemmelig for. Her er et forslag, baseret på research af Emmons og andre forskere, til hvordan du kan gøre det med en taknemmelighedsjournal, men du kan sagtens lave din egen version.

Sådan laver du en taknemmelighedsjournal

  1. Skriv 3 ting ned du er taknemmelig for én gang om ugen (du kan også skrive 5 ting ned som i ovenstående eksperiment. Jeg synes at 3 er bedre fordi det ikke er så overvældende).
  2. Det skal være 3 nye ting hver gang. Til gengæld kan det handle om hvad som helst, så længe du oprigtigt er taknemmelig for det.
  3. 10 uger i træk er ideelt, men 3 uger er bedre end ingenting.
  4. Én gang om ugen er rigeligt. Mere er ikke altid bedre. (Læs mere om dette i bogen The How of Happiness).

Vær realistisk. Lyder ovenstående som et projekt som du ikke får gjort? Du kan stadig bruge effekten til din fordel. Tænk over tre ting du er taknemmelig for lige nu.

Her er tre ting som jeg er taknemmelig for:

  • Menneskerne i mit liv. Min kæreste, min familie, mine venner. ❤️
  • At læse gode bøger. 🤓
  • Høfeber-piller. 🤧

Tak fordi du læste med.

Vil du modtage det bedste fra bloggen?

Vil du modtage det bedste materiale fra bloggen, samt anbefalinger på andre spændende ting? Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Jeg sender det ud 4-6 gange om året, og det er gratis!

Kilder og videre læsning

17 ting jeg er taknemmelig for

Taknemmelighed er den bedste medicin: Her får du en kort introduktion til en god taknemmeligheds-øvelse, som jeg hørte om for nyligt.

A.J. Jacobs Practices Extreme Coffee Gratitude: En fin øvelse i taknemmelighed (Journalisten A. J. Jacobs rejser jorden rundt for at takke alle de mennesker, som gør det muligt for ham at nyde en kop varm kaffe om morgenen).

Artikel om hvad min rejse igennem Indien lærte mig om taknemmelighed.

Tim Kreider historien er taget fra dette New York Times essay (http://opinionator.blogs.nytimes.com/2009/06/02/reprieve/). Kronikken optræder i essay-samlingen We Learn Nothing som var en af de fem bedste bøger jeg læste i 2014.

The How of Happiness af Sonja Lyubomirsky, s. 88-91. (Denne bog er udmærket hvis du vil have baggrundsviden om lykkeforskning samt forslag til hvordan du kan bruge det i dit liv. På dansk hedder den ‘Sådan bliver du lykkelig’)

R.A. Emmons og M.E. McCullough, “Counting Blessings Versus Bur- dens: An Experimental Investigation of Gratitude and Subjective Well- Being,” Journal of Personality and Social Psychology, 2003, 84, 377–389.

For mere info om research om taknemmelighed, kan du se på følgende studier:

M.E. McCullough, S.D. Kilpatrick, R.A. Emmons, og D.B. Larson, “Is Gratitude a Moral Affect?” Psychological Bulletin, 2001, 127, 249–266

R.A. Emmons og C.A. Crumpler, “Gratitude as a Human Strength: Appraising the Evi- dence,” Journal of Social and Clinical Psychology, 2000, 19, 56–69

Foto.

Velkommen til verdens tredjelykkeligste land

“What gets measured, gets managed.” – Peter Drucker

16876108501_763ec67762_k

Foto: Peter Kirkeskov Rasmussen

I Kastrup Lufthavn byder en Carlsberg-reklame velkommen til verdens lykkeligste land. Columbia University’s World Happiness Report udkom i uge 17, og Danmark er nu på tredjepladsen. Hvad skal Carlsberg så gøre? Byde velkommen til verdens tredjelykkeligste land?

Lykke fylder mere i vores bevidsthed end nogensinde før. Det er en god ting, fordi det tvinger politikkere til at tage højde for hvordan forskellige beslutninger påvirker vores lykke. Som Peter Drucker sagde: det vi måler, bliver prioriteret.

Problemet med mediernes skildring af lykkerapporten er at de bruger for meget energi på at sammenligne os med andre lande. Jeg synes at det er ligegyldigt om vi er nummer 1, 3 eller 8 i verden. Det er en spildt mulighed kun at fokusere på at vi har vundet over Norge, og tabt til Schweiz. Det er vigtigere at forstå hvad der skaber lykke, men her sker der misforståelser.

Mange af de ting som vi forventer vil gøre os glade har ingen betydning, og vi overser de ting der faktisk gør os glade. Den første fejl vi begår er at vi overvurdere hvor stor indflydelse forskellige begivenheder har på vores lykke.

På torsdag skal danskerne til folketingsvalg. Hvor glad bliver du hvis det går som du håber? Og hvor trist hvis det modsatte sker? Hvis du tror at du bliver glad hvis det går godt, og trist hvis det går dårligt, er du som de fleste forsøgspersoner i et eksperiment fra år 2000. Den 7. november 2000 skulle Amerika afgøre om Al Gore eller Georg W. Bush skulle være præsident. Det stod klart at optællingen ville tage lang tid. Den 8. november gik et hold forskere ud og spurgte vælgerne: hvor glad bliver du hvis din kandidat vinder, og hvor trist bliver du hvis han taber? Republikanere forudså at de ville blive triste hvis Gore vandt, og lykkelige hvis Bush vandt. Demokrater mente at de ville blive lykkelige hvis Gore vandt og triste hvis Bush vandt. Den 14. december, da Bush havde vundet, spurgte forskerne vælgerne: hvor glad er du? Republikanerne var gladest, men forskellen var mindre end man skulle tro. Republikanerne var ikke så lykkelige som de havde forventet, og demokraterne var ikke så triste som de havde frygtet. Eksperimentet viser en menneskelig tendens: vi undervurderer stabiliteten af vores lykkeniveau. Vores lykke er mindre påvirkelig end de fleste tror.

I en undersøgelse fra 1978 fulgte Philip Brickman og to andre forskere 29 patienter, som havde været ude for en paralyserende ulykke. Som forventet var patienterne ulykkelige, men efter et par år var de næsten lige så glade som før ulykken. Forskerne undersøgte desuden 22 lottovindere. Først var lottovinderne ekstatiske, men efter et par år var de omtrent lige så lykkelige som de havde været før gevinsten.

Sonja Lyubomirsky, en førende forsker inden for Positiv Psykologi, mener at vores gener er den største faktor for hvor lykkelige vi er. Den påstand udspringer fra David Lykkens undersøgelser af enæggede tvillinger. Lykken har vist at enæggede tvillingers lykkeniveau ligger tæt på hinanden – selv hvis tvillingerne skilles ved fødslen og vokser op under forskellige forhold.

Psykologen Ed Diener har indsamlet store mængder data, som viser en sammenhæng mellem indkomst og glæde. Jo flere penge du tjener, jo gladere er du. Undersøgelsen viser dog at penge gør en mindre forskel jo mere du tjener. Hvis du tjener så lidt at du ikke har råd til husleje og mad vil flere penge gøre dig lykkeligere. Men hvis du har hvad du har brug for, vil penge kun gøre en lille forskel. Forestil dig at du har en tom rygsæk på ryggen. Hvis jeg lægger en flaske vin ned i rygsækken vil du straks mærke at den er blevet tungere. Forestil dig nu at du skal til Spanien og har pakket en stor kuffert. Hvis jeg lægger vinen herned vil du måske kunne mærke at kufferten er blevet en anelse tungere, men forskellen vil føles mindre. Her er et andet eksempel. Alle kan blive enige om at det føles godt at vinde 100 DKK og bedre at vinde 200 DKK. Men det føles ikke dobbelt så godt at vinde 200 DKK som at vinde 100 DKK, selvom gevinsten er dobbelt så høj.

Der er mange ting som påvirker hvor lykkelige vi er. En af de ting der har størst indflydelse på vores lykke er andre mennesker. I undersøgelsen Very Happy People undersøgte forskere hvad der adskilte de lykkeligste 10% fra resten af deltagerne. Det vigtigste var relationer til andre mennesker. Andre undersøgelser viser det samme. Vores forhold til andre mennesker påvirker os endda så meget at det har betydning for vores helbred. En undersøgelse på Yale Univeristy med 159 hjertepatienter viste at de personer der følte sig elsket havde størst sandsynlighed for at komme sig.

En anden ting der påvirker vores lykke er taknemmelighed. I en 10-ugers lang undersøgelse fra 2003, bad Robert Emmons nogle forsøgspersoner om at skrive fem ting ned som de var taknemmelige for hver uge . Ved slutningen af de ti uger var disse forsøgspersoner lykkeligere end kontrolgruppen, som ikke havde lavet taknemmelighedsøvelser. Gentagne eksperimenter viser at taknemmelighed øger vores lykke.

For at vi kan trives er det vigtigt at vi har medbestemmelse over vores liv. I 1970’erne udførte Ellen Langer et eksperiment på et plejehjem. Hun inddelte tilfældigt beboere i to grupper. I kontrolgruppen lod man beboernes almindelige hverdag fortsætte. I forsøgsgruppen gav man deltagerne kontrol over nogle situationer i deres hverdag som sygeplejerne plejede at bestemme. De fik bl.a. indflydelse på besøgstider, aktiviteter og hvilke film de kunne se. Efter 1,5 år undersøgte Langer de to grupper. Deltagere i forsøgsgruppen rapporterede at de var lykkeligere, sundere og mere aktive end deltagere i kontrolgruppen. Sygeplejerne var enige. Man kunne endda påvise effekten på endnu en drastisk måde: i perioden døde der dobbelt så mange beboere i kontrolgruppen som i forsøgsgruppen.

Det er usundt at sammenligne sig selv med andre. I en undersøgelse startede Sonja Lyubomirsky med at måle hvor glade en gruppe forsøgspersoner var. Derefter gav hun hver forsøgsperson en opgave. Deltagerne arbejdede side om side med en skuespiller, der foregav også at være forsøgsperson. I nogle tilfælde løste skuespilleren opgaven hurtigere end forsøgspersonen; andre gange var skuespilleren langsommere. Lyubomirsky fandt et interessant mønster. Glade forsøgspersoner var upåvirkede af hvorvidt skuespilleren ved siden af dem havde været hurtigere eller langsommere end dem selv. De vurdere deres præstation ud fra hvordan de selv mente at de havde klaret sig. Negative forsøgspersoner var stærkt påvirkede af skuespillerens præstation. Hvis skuespilleren havde været langsom, mente at de selv var dygtige. Hvis skuespilleren var hurtig, var de utilfredse med deres egen præstation. Resultatet er gentaget i andre eksperimenter.

Da eksperimenter som ovenstående viser at sammenligning er usundt, er det ironisk at vi bruger energi på hvorvidt vi er gladere end Schweizerne eller ej. Det er en god ting at se på hvilke lande der har den gladeste befolkning, men det er vigtigt at gøre det af de rigtige grunde. At prale med en høj placering, eller at ærgre sig over den tabte førsteplads er en dårlig grund. En bedre grund er at gøre det for at finde ud af hvordan vi kan gøre os selv og verden omkring os lykkeligere.

Kilder

World Happiness Report 2015

Lottery winners and accident victims: Is happiness relative? af Philip Brickman m.fl., Journal of Personality and Social Psychology, Vol 36(8), Aug 1978, 917-927.

Counting Blessings Versus Burdens: An Experimental Investigation of Gratitude and Subjective Well-Being in Daily Life af Robert Emmons m.fl., Journal of Personality and Social Psychology, 2003, Vol. 84, No. 2, 377–389

Long-term effects of a control-relevant intervention with the institutionalized aged. Rodin, Judith; Langer, Ellen J. Journal of Personality and Social Psychology, Vol 35(12), Dec 1977, 897-902. http://dx.doi.org/10.1037/0022-3514.35.12.897

Very Happy People af Ed Diener og Martin Seligman: http://pss.sagepub.com/content/13/1/81.abstract

Stumbling on Happiness af Daniel Gilbert

The How of Happiness af Sonja Lyubomirsky

Before Happiness af Shawn Achor

Link til foto.

Flere artikler om positiv psykologi:

Positiv Psykologi: Hvad vi ved om lykke i dag

Introduktion til Positiv Psykologi